Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 11
BUPL MENER: Skuldrene er skrumpet
Det er helt uforståeligt, at de skattelettelser, der ligger i skattereformen, skal finansieres af dem, der i forvejen har meget svært ved at få økonomien til at hænge sammen.
Af: Lis Pedersen medlem af forretningsudvalget
De bredeste skuldre er blevet til de smalleste. Regeringen lægger i sit forslag til en skattereform op til, at det skal kunne betale sig at arbejde. Den har tidligere i sin retorik, specielt før den blev valgt, lagt op til, at det er de bredeste skuldre, der skal bære det største læs.
Da den tidligere regering for omkring to år siden foreslog noget lignende i et skatteudspil, afviste Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) det fuldstændigt, fordi et sådant forslag ville gøre de fattige endnu fattigere. Radikale Venstre mente, at regeringen gik efter de svageste.
Det er helt uforståeligt, at de skattelettelser, der ligger i skatte­reformen, skal finansieres af dem, der i forvejen har meget svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Antallet af fattige i Danmark er stigende, og regeringens forslag gør det bare værre.
Regeringen foreslår, at overførselsindkomsterne ikke skal reguleres efter lønstigninger, men efter inflation. Det betyder, at eksempelvis arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge og kontanthjælp bliver forringet. De, der er på overførselsindkomster, skal simpelthen have mindre.
De foreslår samtidig, at de, der er i arbejde, skal have skattelettelser. Blandt andet ved at hæve beløbet for, hvornår man skal betale topskat, og ved at øge beskæftigelsesfradraget. Forslag, som alene ville være positive, hvis det ikke var, fordi de, der er uden for arbejdsmarkedet, kommer til at betale. I min logik betyder det, at de smalleste skuldre kommer til at bære det tungeste læs.
Arbejdsløsheden stiger i Danmark og dermed også på det pædagogiske område, og som konsekvens heraf kommer flere på arbejdsløshedsdagpenge. Ikke fordi de ikke gerne vil arbejde, men fordi de ikke kan få et arbejde. Ikke fordi der ikke i det daglige pædagogiske arbejde er brug for flere pædagoger, men alene fordi regeringens prioritering bevirker, at kommunernes økonomi er dårlig.
Kommunernes skrantende økonomi ser ikke ud til at blive ændret, da de penge, der kommer ind i forhold til omlægning af skatten, alene bruges på skattelettelser.
Der har de seneste år været besparelser i stat, regioner og kommuner med fyringer af offentlige ansatte i tusinde tal, og her er pædagoger ikke gået fri. Der er skåret rigtig mange stillinger væk på det pædagogiske område. Der bliver passet flere børn med mindre personale, hvilket har en betydning for udførelsen af det pædagogiske arbejde og for arbejdsmiljøet.
Selvfølgelig skal det kunne betale sig at arbejde, hvis man altså kan få et arbejde. Vi har i det danske samfund taget hånd om de svageste, om dem, der af den ene eller anden grund ikke har kunnet arbejde, hvad enten det har været i længere eller kortere tid. Denne sikring af den enkelte borger er under pres og har været det gennem flere år med løbende forringelser og dårlige vilkår. Det er blevet et mantra, at alle – uanset hvad – skal arbejde. Socialpolitikken er efterhånden væk, og denne skattereform lægger op til yderligere forringelser. Forringelser, som ikke kun rammer den enkelte på overførselsindkomst, men i høj grad også deres børn.
Det er derfor helt uforståeligt, at en socialdemokratisk ledet regering kan få sig selv til at sammensætte en skattereform på den måde, de gør, når det betyder, at de, der er uden for arbejdsmarkedet, skal finansiere skattelettelser for 3 milliarder kroner og dermed blive fattigere.
Så når regeringspartierne inden valget sagde: ’Det er de bredeste skuldre, der skal bære det tungeste læs’, så er jeg nødt til at efterlyse troværdighed i den politik, der føres.