Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2010 Nr.: 12
Bøger kan flytte grænser
Pædagoger læser ofte de børnebøger højt, som de kender i forvejen, og det bliver hverken børn eller voksne klogere af. Det gør de noget ved i Kolding, hvor pædagoger i børnehaverne læser nye og anderledes børnebøger og bruger bøgerne som aktivt pædagogisk.
Af: Britt Mller
Bøger kan rykke pædagogers grænser. Det har de fundet ud af i Kolding Kommune, hvor børnebøger som 'Vitello møder Gud' og 'And, Døden og Tulipanen' har været med til at ændre læsevaner hos de mange pædagoger, som har medvirket aktivt i projektet 'Brug af bøger i børnehaven'.
"Bøgerne kan være grænseoverskridende for voksne. Det sker, når de får et nyt syn på, hvad man kan snakke med børn om," forklarer børne­bibliotekar Bente Bruun.
Hun er ophavskvinde til projektet, som skal uddybe pædagogers kendskab til ny børnelitteratur og at anvende bogen til dialogisk højtlæsning.
Bøger skal være en kunstnerisk og personlig oplevelse, som udfordrer læserens æstetik og sanser, forklarer Bente Bruun.
En god børnebog skal i ord og billeder give 'én på føleren'. Den skal pirre, kilde og give modstand, mener bibliotekaren. Som et eksempel fremhæver hun bogen 'Garmanns sommer' af Stian Hole. Den handler om skolestart, men bogens grundtema er at være bange for det ukendte. Det grænseoverskridende ved bogen er, at drengen i bogen ikke bliver forløst af sin angst, men stadig er bange, når bogen slutter.
"Bogen kræver en god snak. Den kræver også, at den voksne sætter sig selv i spil og går i dialog med barnet om, at det er okay at være bange," siger Bente Bruun.
I dialogen mellem barnet og den voksne spiller det sanselige samvær om bogen en vigtig rolle, da barnet kan mærke, når den voksne bliver berørt af emner som angst, ensomhed og død. Og det er i samværet om børnebogens ­emner, at pædagoger som professionelle kommer i berøring med deres egne private holdninger og værdier.
"Der var én af pædagogerne i projektet, der ikke kunne få sig selv til at sige lort sammen med børnene, når hun skulle læse 'Muldvarpen, der ville vide hvem, der havde lagt en lort på dens hoved'. Det er jo ærgerligt, når den er alle børns yndlingsbog. Det er jo en nyklassiker," forklarer Bente Bruun.
Grænseoverskridende bøger handler ikke kun om at flytte egne grænser. Billedsiden og bogens sproglige æstetik skal gå op i en højere enhed.
"I nogle bøger er teksten så flot, at den nærmest er et billede, også selvom børnene ikke lige ved, hvad ordene betyder," siger Bente Bruun.
Som eksempel fremhæver hun følgende uddrag fra bogen 'Garmanns Sommer':
'Et par gange om året kommer tanter på besøg med gigt og brok og mandelkage'.
Medspillere og aktører. Hvis børn skal interessere sig for de nye børne­bøger, skal pædagogerne læse højt på en ­anden måde, end de plejer. Bente Bruun havde derfor hyret bevægelses- og afspændingspædagog Lotte Salling til at introducere dialogisk højtlæsning.
"Dialogisk højtlæsning gør børn til aktører og medspillere i stedet for tilhørere," forklarer Bente Bruun.
"Der er flere svar på de åbne spørgsmål, pædagogerne stiller til børnene. Det kan for eksempel være: Hvad tror du, der sker på næste side?
Det kan skabe lidt kaos, når mange børn gerne vil svare, men de bliver aktive medspillere," siger Bente Bruun.
Evalueringen af projektet viser, at pædagogerne ved at bruge dialogisk højtlæsning har nået nogle børn, der normalt ikke interesserer sig for bøger. Ud over at nå flere børn viste evalueringen, at pædagogerne er meget interesserede i at bruge de nye børnebøger aktivt, at de læser mere, og at de læser på en anden måde.
Pædagogisk konsulent Mona Lisa ­Willads, Kolding Kommune, deltog i evalueringen af projektet, og hun ­husker, at nogle pædagoger udtalte: Nu har vi flyttet vore egne bøger på loftet. For dem har vi læst 140.000 gange.

Aktivt samarbejde. Deltagerne i projektet har arbejdet på tværs af faggrænser, hvilket har været én af årsagerne til, at det er blevet en succes:
"Vi har trukket på hinandens viden og fået respekt for hinandens fag. Det har været udviklende," siger Mona Lisa Willads.
Bente Bruun har ikke tidligere arbejdet sammen med pædagoger om et projekt. Det er hun glad for, at hun har gjort nu.
"Jeg ved alt om børnelitteratur, men kendte ikke de vilkår, pædagoger arbejder under i daginstitutionerne."
De vilkår, Bente Bruun hentyder til, er de mange aktiviteter, pædagogerne skal planlægge og lave i henhold til læreplanernes mål.
"Pædagoger er pressede og bruger derfor ofte de bøger, de kender i forvejen. Sådan et lille projekt som vores skubber til deres faglighed og får dem til at reflektere over deres valg af bøger. Det er positivt," siger Mona Lisa Willads
Som led i projektet har Bente Bruun også været ude i daginstitutionerne til forældremøder. Her har hun læst op af de nye grænseoverskridende børnebøger:
"Jeg læser op, for forældre skal også have den sanselige oplevelse. Jeg har mærkelige bøger med, som har sat gang i spændende diskussioner om, hvad de læser derhjemme og om de nye bøger, jeg anbefaler."
Bente Bruun håber, at det næste projekt bliver et samarbejde med pæda­gogseminarierne. Hun kunne ønske sig, at de pædagogstuderende fik flere undervisningstimer i børnelitteratur
"Det ville være dejligt, hvis vi var flere, der var tændt på børnelitteratur."

Brug af bøger i børnehaven

• Projekt 'Brug af bøger i børnehaven' blev til i samarbejde mellem Kolding Bibliotek og kommunens børnekulturelle netværk, der består af af otte medlemmer fra kultur-, skole- og fritidsforvaltningerne.
• Formålet var dels at få børnehaver til at læse nye, anderledes børnebøger og dels at anvende dialogisk oplæsning til sprogstimulering.
• Alle kommunens børnehaver fik i september 2009 tilbud om at deltage i et oplæg på Kolding Bibliotek om dialogisk oplæsning ved Lotte Salling. Derefter var der idéudveksling blandt de fremmødte.
• 10 af børnehaverne fik derudover besøg af Lotte Salling, der arbejdede dialogisk med børnene. Desuden fik de 10 børnehaver udleveret en kuffert med billedbøger og legetøj og tilbud om at få en bibliotekar ud at fortælle om børnelitteratur ved et forældremøde.
• Projektet blev afsluttet i november 2009. Hele projektet blev efterfølgende evalueret af de 10 institutioner og de implicerede parter i børnekulturelt netværk.
• Alle børnehaver får tilbudt fire bogpakker årligt udvalgt af en børnebibliotekar.

Pippi og Alfons får konkurrence
Børnebøger om brølende løver og møgunger har skubbet de gamle bøger væk fra førstepladsen i bogreolen i Sdr. Bjert Menighedsbørnehave.

Vi vil ha' den med løvesult, råber børnene i Sdr. Bjert Menighedsbørnehave, når de genkender bogen 'Fantastiske fortællinger'.
De husker med begejstring, at de skal brøle som løver og tælle, hvor mange dyr løven spiser.
Forfatteren til bogen, Lotte Salling, læste selv historien højt for børnene, da hun var på besøg i børnehaven som led i Kolding Kommunes projekt 'Brug af bøger i børnehaven'.
Børnene elsker at få læst højt og være aktive deltagere, når pædagogerne læser de nye børnebøger, som børnehaven nu modtager fire gange om året fra Kolding Bibliotek.
Pædagogerne gør brug af de redskaber om dialogisk oplæsning, som Lotte Salling har givet dem.
"Vi har altid læst højt for børnene og forsøgt at snakke med dem om bøgerne. Men projektet har skubbet til os. Vi er blevet mere bevidste om den måde, vi læser højt på, og bruger den dialogiske oplæsning oftere og mere aktivt," siger pædagog Ruth Bjerregaard.

Børnene blev engageret. Som et eksempel fortæller hun om en oplevelse, hun havde med en gruppe børn dagen før på en skovtur.
"Jeg tog en bog frem om skovens dyr. Bogen havde næsten ingen tekst, men i løbet af kort tid fik jeg alle børn involveret i at gætte, hvad det var for nogle dyr, og hvilken mad dyrene spiste. Derefter begyndte vi at synge sange om dyrene. Lige præcis der kunne jeg mærke, at jeg har fået en større bevidsthed om at gøre børnene til aktive medspillere," siger Ruth Bjerregaard.
Børnene har også taget en masse nye børne­bøger til sig med stor fryd. I bogen 'Vitello går med kniv' kalder Vitello sin bedste ven for møgunge. Et ord, som alle børn nu bruger i mange sammenhænge, også derhjemme.
"Jeg kan godt lide de nye børnebøger som bøgerne om Vitello, selvom møgunge er blevet et trælst begreb her i børnehaven. Men det giver anledning til, at vi stopper op og bearbejder begreberne. Vi bliver udfordret på en positiv måde," forklarer Ruth Bjerregaard.

Fortælletæppe. Ruth Bjerregaard frem­viser et stort fortælletæppe med påsyede farve­strålende kongekroner, sværd, Askepots sko, sol, måne og farvestrålende racerbiler. Et tæppe, som hun blev inspireret til at lave, da hun udvekslede idéer med andre børnehaver på projektets første dag. Det er meningen, at børnene skal bruge tæppet som inspiration til at digte deres egne eventyr.
Desuden blev hun inspireret til, at børnene fremover skal skiftes til at tage deres yndlingsbog med hjemmefra og fortælle den til de andre børn.
Børnehaven har efterfølgende købt Lotte ­Sallings bøger til dialogisk oplæsning og fagbogen 'Spring sproget frem', der giver idéer til at lære børn sprog gennem musik og bevægelse.
"Efter projektet har vi besluttet at samle ­børnene hver fredag og lave sang og be­vægelse til 'Spring sproget frem'", siger Ruth
Bjerregaard.