Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 04
BUPL mener: Løsningen ligger i ligelønsloven
Lønnen søger derhen, hvor mændene er, og det er ikke værdigt i et moderne og langt hen ad vejen ligestillet samfund, som det danske.
Af: Birgitte Conradsen
Det kommer sandynligvis ikke bag på nogen, at BUPL's hovedkrav ved de igangværende overenskomstforhandlinger er ligeløn. Lønkommissionens rapport fra sidste forår viste klart, at pædagoger har et særlig udtalt ligelønsproblem. Problemet ligger ikke mellem kvindelige og mandlige pædagoger, men derimod når man sammenligner pædagoger med andre grupper med sammenlignelige uddannelser. Her halter pædagogerne langt bagefter.

For eksempel er det sådan, at hver gang en pædagog tjener 100 kroner, så tjener en bygningskonstruktør 127 kroner. De er begge ansat i det offentlige og har samme uddannelseslængde bag sig. Lønforskellen er dybt urimelig, men ikke ulovlig ifølge den ligelønslov, vi har i Danmark.
Allerede inden vi tog hul på overenskomstforhandlingerne, vidste vi, at vi ikke ville komme i nærheden af de lønstigninger, vi fik ved de sidste forhandlinger i 2008. Men at arbejdsgiverne er så afvisende over for vores krav, som de har vist sig at være, havde vi ikke regnet med. Der er simpelthen ingen velvilje at spore. Vi tror dog stadig på, at pædagogerne kan tage det første lille skridt i den rigtige retning ved denne overenskomst, men vi må også erkende, at det bliver den lange seje kamp, når vi taler ligeløn for offentligt ansatte fra kvindedominererede faggrupper.

Pædagogerne har et særligt problem, men også andre faggrupper som sygeplejersker og socialrådgivere lider under et stærkt kønsopdelt arbejdsmarked og en dansk ligelønslovgivning, der ikke er på højde med lovgivningen i de øvrige skandinaviske lande. I BUPL har vi derfor sammen med Socialpædagogerne, Sundhedskartellet og Dansk Socialrådgiverforening besluttet at arbejde sammen om et ligelønsprojekt, der foreløbigt strækker sig frem til 2020. Målet er en ændring af ligelønsloven, der sætter fokus på at sammenligne arbejde af samme værdi. Det er ikke nok, at vi har en lovgivning, der beskytter mod, at en kvindelig pædagog får mindre i løn end en mandlig. Vi skal også have et opgør med den historiske tendens til, at en offentligt ansat kvinde får mindre i løn end en offentligt ansat mand. Lønnen søger derhen, hvor mændene er, og det er ikke værdigt i et moderne og langt hen ad vejen ligestillet samfund, som det danske.
Sverige og Norge har igennem en lang årrække arbejdet juridisk og praktisk med at vurdere forskellige job og sammenligne lønnen på tværs af fag. Det betyder for eksempel, at de kigger på, om en lønforskel mellem de kommunale anlægsgartnere og de kommunale pædagoger er rimelig. Er den ikke det, kan pædagogerne lægge sag an mod kommunen.
Det er en helt anden måde at se det på end i Danmark, hvor i hvert fald den nuværende regering med stor skråsikkerhed gentager: Vi har ikke noget problem i ligelønslovens forstand.
Det er jo rigtigt, men kun fordi loven er så mangelfuld, som den er. Vi kan hente god inspiration hos vores nordiske naboer i forhold til at få en moderne, opdateret ligelønslov, og det er vi i fuld gang med. Vores fokus på lovgiverne på Christiansborg bliver så meget desto vigtigere nu, hvor arbejdsgiveren har nægtet at være med til at løse problemet.