Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2002 Nr.: 46
DET HEDDER JO FOREBYGGELSE... - Et åndehul for truede børn
Den viden, pædagoger har om familier med problemer, udnyttes ikke godt nok. Det mener leder Margot Clemmensen, som har lavet et konkret forslag til, hvordan børnehaven kan indgå i den tidlige forebyggelse.
Af: Vibeke Bye Jensen
Når familien har problemer, og det viser sig i børnenes adfærd, er den mest benyttede indsats at adskille børn og forældre. Dermed flyttes barnet også væk fra kammerater og nære voksne i børnehaven. Det er helt forkert, mener leder af Utterslev Kirkes Børnegård på Bispebjerg i København, Margot Clemmensen.
»Der er intet, der fortæller os, at den form er rigtig, tværtimod. Hvis man adskiller børn og forældre, skal man have opgivet, at der er en forældreevne, der kan bygges på. Ellers skal man forsøge at undgå det. Man vælger ofte ikke at lytte nok til os i daginstitutionen. Derfor går der mange år, inden problemstillingen popper så meget op og bliver så massiv, at man gør noget ved det. Og så har man ofte kun anbringelse som mulighed. Jeg vil jo vove den påstand, at både vuggestuer og børnehaver kan udpege de børn og familier, der har behov for noget særligt. Men at det er ganske vanskeligt for os at trænge igennem, fordi man ikke satser på det lille barn. Og det er jo det, vi skal gøre. Vi skal lave en tidlig forebyggende indsats,« siger hun.
Hun ønsker sig, at man går ind og ser på barnet og familien samtidig. At der ikke udelukkende fokuseres på, hvad forældrene ikke kan, men på hvilke ressourcer de har.
»For en af de største ressourcer, de forældre har, er, at de altså er forældre til et barn, som udelukkende har særligt brug for dem. Og forældrene har brug for, at de professionelle også i dagligdagen styrker dem i deres opfattelse af at være forældre,« siger Margot Clemmensen, der arbejder i et område med temmelig mange forældre med få ressourcer.

Lokalt samarbejde. I Utterslev Kirkes Børnegård er der ikke flere ressourcesvage familier og børn, end man synes, at man kan rumme. Det er også derfor, at man har overskud til at ville gøre noget for de ressourcesvage. Mange steder er de så tilsandede af problematiske familier og børn, at de ikke har kræfter til at gøre en helhedsorienteret indsats. Det kræver nemlig temmelig meget af institutionen at få et samarbejde op at stå med socialcentret.
Margot Clemmensens konkrete idé - som er sendt videre til Københavns Kommune - går på at tilbyde aflastning til børnene i børnehaven. Der skal laves en afdeling, hvor børnene kan være i børnehaven efter lukketid og i weekenden. Uddannede og erfarne pædagoger skal tilbyde nærvær, hjemlig hygge, faste rammer og hjælp til barnets problemer. Samtidig skal der sammen med forælderen findes ud af, hvordan familien kan bringes videre og ud af en nedadgående spiral.
Ved at gøre brug af kendskabet til både barnet og forældrene håber Margot Clemmensen, at sådan en indsats kan vise sig at være til nytte for begge parter og stoppe den sociale arv. Arbejdet med familierne skal ske i et tæt samarbejde med det lokale socialcenter og andre aktører i lokalområdet.
»Sådan et lokalt samarbejde vil måske betyde, at vi vil få et mere differentieret syn på problemerne og på de familier, der ofte har arvet deres problemer fra deres egen familie. Og det er jo den arv, vi skal gå ind og se på, om vi som daginstitution kan være med til at bryde. Vi kan bedre se, hvilke ressourcer der er i familien og skabe den tillid til forældrene, der er nødvendig, for at vi kan samarbejde om at finde den bedste løsning for lige netop den familie. Og så må jeg sige, at institutionen er ofte det bedste sted at være for de børn, og derfor skal de heller ikke tages væk herfra,« siger Margot Clemmensen.

Et forsøg i praksis. "Åndehullet" kalder Margot Clemmensen sit forslag til et aflastningstilbud, hvis styrke netop skulle være, at det er en lokal forebyggende indsats for udsatte børn og deres forældre. Hun mener, at forslaget kan stoppe det hul i forebyggelsesindsatsen, som findes nu. Hullet er det spænd, som hun oplever, at der er mellem de politiske ambitioner om en forstærket indsats og en praksis, der slet ikke følger op på intentionerne.
»Det er altså helt tilbage i 1993-94, at man var enige om, at man ville forsøge at finde nye metoder for at klare problemerne bedre. Og en af dem var, at man skulle lave handleplaner og aftale tidsterminer og den slags mellem de forskellige aktører på det forebyggende område. Men der er ikke sket ret meget. Der er et gab mellem det, man sagde, man ville for 10 år siden, og den praksis, der hersker på området. Hvor længe kan vi være bekendt at blive ved med at se på det,« spørger hun.
Forskning fra udlandet viser, at en intensiv, tidlig indsats giver pote. Margot Clemmensen finder det ærgerligt, at der ikke i Danmark er forsket mere i tidlig forebyggende indsats og konsekvenserne af ikke at yde den.
»Jeg tror, at jo mere man tænker i helheder, jo mere sikker er man på, at man hjælper ordentligt. Men det er desværre ikke slået igennem herhjemme endnu. Jeg ved godt, at socialforvaltningen ikke er forpligtet til at melde tilbage til os, når de har modtaget en underretning. Men der mangler lidt noget samarbejde, og derved begår man en brøde over for både forældre og børn. Det er blevet bedre her i vores område, men det er ikke en praksis, man bruger ret mange steder,« siger hun.

En healende foranstaltning. "Åndehullet" skal være med til at styrke den lokale indsats, så daginstitutionen bliver et lokomotiv for, at der sker noget for den gruppe af børn, der lever i et gråzonefelt, og som meget nemt kan falde ned i et dybt hul, hvorfra det kan være svært at trække dem op igen, især når de først er kommet ind i skolesystemet.
»Jo tidligere vi kan gå ind med støtte, jo mere vil forældrene tro på, at de er noget særligt, og jo større er sandsynligheden for, at det vil gå godt. Jeg har set flere solstrålehistorier, hvor vi har fået fat i familierne tidligt,« siger Margot Clemmensen.
Meningen med "Åndehullet" er ikke at overtage forældrenes rolle. Men Margot Clemmensen mener, at nogle forældre kan have brug for at lære at strukturere deres liv og få præsenteret muligheder for at komme videre. Det kan være unge mødre uden uddannelse, der skal have et skub til at tage en uddannelse eller komme ud på arbejdsmarkedet, så de bedre kan tage vare på sig selv og deres barn. Og det kan et samarbejde med de pædagoger, de kender fra institutionen, være med til.
»Jeg tror også på, at nogle børn kan profitere af, at vi kan tilbyde aflastning, som vi beskriver det i projektet. Det er ikke altafgørende, at det lige er den metode, man sætter i gang. Men vi har lagt mærke til, at jo mindre børnene er, jo mindre får de ud af at komme i en aflastningsplejefamilie. Så jeg synes, at man skal prøve noget nyt, man skal vove det. Og jeg tror på, at en daginstitution godt kan løfte sådan en opgave. Det betyder, at man i fremtiden skal tænke i bygninger, der kan rumme noget mere. Måske som socialminister Henriette Kjærs nye tanker om "Børnehuse". Efter min mening behøver man ikke at vente på, at de bliver bygget. Vi har en mulighed her for at tilbyde noget, så lad os nu se, om Københavns Kommune springer på,« siger hun.

Uformelt rum. Margot Clemmensen mener, at det er vigtigt for udfaldet af den forebyggende indsats, at børnene er i deres kendte, nære miljø, hvor deres kammerater er, og hvor deres måske faste holdepunkt - den daglige pædagog - også er.
»Ofte kommer de jo fra hjem, hvor der er skiftende partnere og temmelig meget turbulens. Jeg vil mene, at i vores hus er der så mange positive energier i den nære pædagog. Det er nærmest en healende foranstaltning i hverdagen, at den faste pædagog kender så meget til familien, at de på afstand kan se, hvad problemet nu er, og få snakket med og støttet den forælder, som ikke lige kan klare det,« siger hun.
Hele tanken med at lave "Åndehullet" er at skabe et uformelt rum i institutionen, som samtidig oser af hjemligt miljø.
»Børnene skal have en oplevelse af, at det at smide sig på maven og se "Fjernsyn for dig" er noget, vi kan gøre her. Men samtidig hjælper vi også hinanden med at få dækket bord. Der er orden i tingene og tryghed omkring sådan noget som sovetider og den slags. Det tror jeg er et godt billede at bygge videre på for det enkelte barn,« siger hun.