Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2007 Nr.: 02
Tre forbiere i tre forsøg
Tre gange har BUPL og SL forsøgt sig med fusioner, men hver gang er det slået fejl. Og der er ikke umiddelbart udsigt til et fjerde forsøg
Af: Ivan Enoksen
Pædagoger har fælles ansættelsesområde. Det havde de også, mens der endnu fandtes tre forskellige uddannelser. Hvad enten man var børnehavepædagog, fritidspædagog eller socialpædagog, stod alle slags pædagogstillinger åbne for en. Det benyttede de sig af dengang, og det gør de også nu, da der kun er en uddannelse.
Det er således helt sædvanligt, at pædagoger veksler mellem det almene og det specialpædagogiske felt. I en periode af arbejdslivet er jobbet måske i en kommunal børnehave, mens det i en anden er i en amtslig (de nuværende regionale) specialinstitution for fysisk og psykisk handicappede. De to arbejdsmarkeder er med andre ord fælles ejendom, når bare man har eksamensbevis fra et pædagogseminarium. Square and simple.
En komplikation har der dog altid været, og den er der stadigvæk. Når pædagoger skifter fra det ene hovedområde til det andet, følger der et tvangsmæssigt skifte af fagforening, arbejdsløshedskasse og pensionskasse med. Fra BUPL til Socialpædagogernes Landsforbund (SL), eller fra SL til BUPL. Dermed er skifte-tvangen dog ikke omme. Finder en BUPL'er eller SL'er job i en kommunal institution i København, almen eller speciel, hedder deres nye fagforening Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS). Den hører under FOA, der med noget over 50.000 medlemmer, uddannede pædagoger samt ikke-uddannede pædagogmedhjælpere og dagplejere mellem hinanden, er det pædagogiske arbejdsmarkeds tredje store spiller.
Det kan være stimulerende at prøve nyt, men den mest almindelige melding fra dem, der - måske flere gange - har prøvet turen, er, at det er besværligt og irriterende med flere organisationer på samme felt. Og i tiltagende grad også uforståeligt, når nu ansættelsesområdet er fælles, når pædagoger siden 1992 har haft samme uddannelse, når SL og BUPL i forvejen deles om overenskomsten på det dagbehandlende område og når pædagogerne nu med kommunalreformen et meget langt stykke har fået samme kommunale arbejdsgiver.
Endelig er der også dem - og det er for tiden de pædagogstuderende, som artikulerer synspunktet klarest - der mener, at opsplitningen svækker pædagogprofessionens gennemslagskraft.

1.forbier. Det efter manges mening oplagte svar på fagforenings-forbistringen er samling. Dannelsen af en stor, gerne alle omfattende organisation. Ideen er i øvrigt ikke af ny dato. Alene mellem BUPL og SL har der været gjort tre seriøse fusionsforsøg.
Det første af dem skriver sig tilbage til 1951. Initiativtager var Danske Børnesagsarbejderes Sammenslutning (DBS), en af stamfædrene til dagens SL. Forslaget var at samle alle foreninger, og dem var der mange af, inden for den såkaldt værnende og den forebyggende børneforsorg i en stor og slagkraftig organisation.
Selv om Dansk Børnehaveråds daværende formand, Margrethe Jensen, slog sig i tøjret, fordi hun foretrak et snævert fællesskab for den forebyggende børneforsorgs organisationer under sit eget lederskab, så det faktisk ud til, at den store samling skulle lykkes. Børnehaverådets repræsentantskab anbefalede således fusionen med 35 stemmer for og syv imod. Den efterfølgende urafstemning gav også samlet flertal for fusionen, men i Dansk Børnehaveråd var et snævert flertal på 272 mod 220 imod. Derfor blev sammenslutningen ikke til noget.
I stedet etableredes i 1952 Forbundet for den forebyggende Børneforsorgspersonaleorganisationer, som 21 år senere - i 1973 - blev til BUPL.
På det social- og specialpædagogiske område forløb udviklingen lidt langsommere. Danske Børnesagsarbejderes Sammenslutning tog i 1972 navneforandring til Danske Socialpædagogers Landsforbund, som i 1980, sammen med Åndsvageforsorgens Pensonaleforbund og to mindre organisationer, dannede SL (Socialpædagogernes Landsforbund).
Den fagforeningsmæssige sølje-opdeling af det pædagogiske arbejdsmarked var dermed knæsat. Æren/skylden for, at det gik sådan, lå hos børnehavepædagogerne.
Ret flippet at tænke på, hvordan verden kunne have set ud, hvis der ved urafstemningen i Dansk Børnehaveråd var blevet flyttet sølle 27 stemmer fra nej til ja-siden.

2.forbier. Næste seriøse fusionsforsøg kom i 1989, fem år efter at Pædagogisk Kartel var gået i smadder og havde trukket Socialarbejdernes Fællesudvalg med sig i faldet. Dette andet forsøg på samling involverede BUPL, SL og Landsforeningen Danske Klubfolk (LDK). Starten var lovende. I en fællesudtalelse udtryktes vilje til, som det hed, at overvinde hidtidige uenigheder og samtidig markere, at fagbevægelsens venstrefløj var parat til at møde fremtidens udfordringer gennem fælles handling.
Tuen, som kom til at vælte dette andet fusionsforsøg, var spørgsmålet om, hvilken af hovedorganisationerne - LO eller FTF - det nye fællesforbund skulle stå i. Og ikke mindst, hvornår og hvordan sagen skulle afgøres.
Enighed om denne forholdsvis inferiøre detalje kunne ikke opnås, og mindre end et år efter, at det var blevet fløjtet i gang, steg SL af fusionstoget. BUPL og LDK forblev ombord, og den 8. juni 1991 kunne Kurt Jensen, som det foregående efterår havde afløst Bente Jørgensen som forbundsformand for BUPL, danse brudevals med LDK-kollega Ove Bendix Larsen på den stiftende kongres for en ny organisationsdannelse: BUPL - forbundet for pædagoger og klubfolk. Men altså ikke for socialpædagoger.
Om årsagen til, at dette andet forsøg på at bringe dag- og socialpædagogerne sammen også slog fejl, er der flere teorier. En går på, at SL-flertallet faktisk tog hovedorganisationsspørgsmålet meget alvorligt. En anden går på, at det blev brugt som påskud, mens den tredje og ondeste vil vide, at der i SL stod en masse skriveborde i vejen for fusionen. At det med andre ord var frygten for, at der ikke ville være job til én i den nye organisation, der drev modstanden hos tillidsfolkene i SL.

3.forbier. Tredje og hidtil seneste fusionsforsøg blev indvarslet af SL-formand Jens Asger Hansen og BUPL's nyvalgte forbundsformand, Bente Sorgenfrey, i et dobbeltinterview i Børn&Unge nummer 37 fra efteråret 1994.
"Vi gider ikke slås mere, i hvert fald ikke mod hinanden. Så enkelt er det," konstaterede Bente Sorgenfrey.
Anledningen var indgåelsen af en samarbejdsaftale, som i første række tog sigte på at få sat en stopper for fjendtlighederne mellem de to forbund på det dagbehandlende område, men som også i sig, sagde de to formænd, havde et fusionsperspektiv. Ikke fusion i morgen eller overmorgen, men på længere sigt.
"Jeg vil mene, at klokken er 8.00, hvis vi siger, at forløbet frem til fusionen varer 24 timer. Der er endnu langt til midnat," sagde Bente Sorgenfrey.
Meget langt. Nu, 12 år senere, lader fusionsperspektivet i stedet til at være gået i sin mor. Nedturen blev påbegyndt, da et flertal i SL's hovedbestyrelse i efteråret 1995 erklærede, at de ville et samarbejde, men ikke en fusion med BUPL. Sagen var dermed lagt politisk død, og er ikke siden blevet gjort til genstand for alvorlig diskussion.
BUPL er ganske vist stadig tændt på ideen, men det lader SL ikke til at være. Siden Kirsten Nissen afløste Jens Asger Hansen som forbundsformand, er meldingen fra hovedkvarteret i Brolæggerstræde, at SL forbliver et selvstændigt forbund, og at det som sådan har en særlig mission. Nemlig at stå vagt om den socialpædagogiske faglighed og de udsatte og marginaliserede gruppers ve og vel. Og hvis det endelig skulle vise sig opportunt med en fusion, så findes der organisationer, som er mindst lige så og muligvis endda mere interessante end BUPL.