Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2005 Nr.: 32
Stress - Der er stille i Lærkereden
Blandt de 150 børn og 25 ansatte i Lærkereden er fraværet af stress og larm påfaldende. Det handler ikke om størrelsen på en institution, men om holdningen, fortæller leder Ruth Kristensen
Af: Birthe Sonne Kristensen
"Hvor er alle børnene? Vi kan ikke høre dem". Forbavselsen lyser ofte ud af ansigterne på kollegaer fra andre institutioner og nye forældre, når de træder ind i den integrerede institution Lærkereden i Skive. Ind i en stemning af ro og rummelighed.
Alle er optaget af noget hver for sig eller i små grupper. Som denne mandag formiddag lige før frokost hvor sulten melder sig og gør det åbne køkken ud til gangen til et livligt trafikknudepunkt.
En kø samler sig foran køleskabet. Herfra følger børnene med i, hvordan den forreste i køen finder sin medbragte madpakke - eller de står og snakker sammen og bliver optaget af, hvad der ellers sker omkring dem.
Ved det store arbejdsbord er to børn i gang med at skære den sidste frugt i tern til abemad. Imens snakker de med en voksen om, hvor det nu er, bananen kommer fra. Og hvilket dyr, der har den som livret.
"Børn vil gerne bruges. Vi tager dem med i det praktiske arbejde, og når de skærer frugt, lærer de samtidigt noget om farver og andre lande. Det er højere pædagogisk kvalitet end et mad-spil," siger lederen Ruth Kristensen
Ved et rullebord står en pige og en dreng, og en voksen sidder på hug. Børnene skal bruge 23 tallerkener i deres stue, og med tungespidsen i mundvigen stabler de og tæller dem omhyggeligt - flere gange. Med og uden hjælp af alle 30 fingre.
"Om de lærer noget, vil vise sig. Giver de sig til at lege med tal eller tælle andre ting senere på dagen, så ved vi, at de har forstået det, de har lært," forklarer Ruth Kristensen.

180 grader. "Det er typisk for jer. I vender det hele på hovedet!" Sådan lød en kommentar under det sidste informationsmøde. Ruth Kristensen havde netop gjort det klart, at hvis nye forældre forventer et ugeskema over aktiviteter ud af huset, så er de gået galt i byen.
Ringer nogen og spørger hende: "Skal I noget spændende i dag?", så svarer hun: "Det kan jeg ikke vide. Måske bliver dagens store oplevelse for Peter, at han finder en regnorm ..."
Tager en gruppe ud af huset, er det, fordi børnene har vist et behov. Som da de blev nysgerrige efter at se nærmere på, hvad håndværkerne lavede på en stor byggeplads overfor. Denne nærværende pædagogik falder i så god jord, at der altid er kampvalg til forældrebestyrelsen og børn på venteliste.
"Så længe presset fra samfundet på forældrene er så stort, har børnene brug for nærhed og ro. Bliver et barn stresset, er det ikke modtageligt for at lære noget. Derfor skruer vi ned for tempoet. Og forældrene siger, at nu er det nemmere at imponere børnene, når de selv tager dem med i svømmehal eller andre ud-af-hjemmet-aktiviteter," siger Ruth Kristensen.
Børnene bliver afleveret i Lærkereden, når det passer forældrene. Blot de giver besked på forhånd. Kommer en forælder susende med sit barn uden at have haft tid til at give det morgenmad, inviterer Lærkereden på morgenmad med tændt stearinlys.
Nærhed er et nøgleord. Andre er kommunikation og information. De praktiseres på kryds og tværs imellem Lærkeredens fire hjørnesten: Børnene. Personalet. Forældrene. Ledelsen. Opstår der uenighed imellem bare to af dem, skrider fundamentet med frustrationer og stress i kølvandet.
En forudsætning for den harmoniske hverdag er, at alle ansatte arbejder ud fra respekt og ligeværd. Det betyder, at de fokuserer på muligheder frem for begrænsninger. På konstruktive idéer, i stedet for brok.
"Hvordan reagerer du, hvis en kollega beklager sig over en anden kollega?", lyder et af spørgsmålene til ansættelsessamtalen. Svarer ansøgeren: "Det blander jeg mig helt udenom", er han dumpet. Bestået er den, der svarer kollegaen: "Vi kan godt snakke om det. Men bagefter går du hen og taler med hende selv".

En del af samfundet. Når nedskæringer, krav, regler og love vælter ned i Lærkereden, er det på 19. år Ruth Kristensens ansvar, at de lever op til dem. Ofte inddrager hun både personale, forældrebestyrelse og forvaltning i overvejelser, idéudvikling og evalueringer.
"Vi har det samme mål: børnenes trivsel. Forældrene er en stor ressource, for de kender børnene bedst. Og forvaltningen er vores sparringspartner."
Opstår der usikkerhed og forvirring over de mange abstrakte teorier og begreber, inviterer Ruth Kristensen med en tur på personalestuen. På en reol ligger rækker af festklædte rødvinsflasker, chokoladeæsker og takkekort fra forældre, hvis børn fløj fra Lærkereden denne sommer.
"Vi er en del af den demokratiske proces i samfundet. Vi skal respektere lovene og tage os selv alvorligt. Juristerne, der udformer lovene, ved ingenting om pædagogik. Det må vi fortælle dem, så love og virkelighed kommer til at hænge sammen," slår Ruth Kristensen fast.
På en planche, der går fra gulv til loft, har hun skåret sammenhængen mellem Lærkereden og udefrakommende påvirkninger ud i papcirkler. I centrum er Lærkeredens fire hjørnesten: børn, forældre, personale og ledelse. De er omgivet af fire store cirkler udenpå hinanden - en for Lærkereden, en regional, en samfundsmæssig og en global.
""Du skal, og du skal", lyder det fra alle sider til pædagogerne. Men hvad er det egentlig, vi skal?," spørger Ruth Kristensen og peger på de to yderste cirkler.
"Det står i FN´s børnekonvention og i Serviceloven: Børn skal ses og høres på demokratisk vis. Deres behov er vores udgangspunkt. Jo tættere på centrum en cirkel ligger, des mere påvirker den hverdagen. Og omvendt: des større indflydelse har vi."
"Når presset stiger på institutionerne, gælder det om at holde fast i selvrespekten og huske, at det er os, der har den pædagogiske faglighed. En mekaniker spørger jo ikke kunden: "Hvad synes du selv, der er galt med bilen?". Vi svigter både børnene og os selv, hvis vi er autoritetstro og tror, at vi skal tilpasse os de ydre forhold. Ved bevidst at forholde os til dem kan vi påvirke dem indefra og ud," siger Ruth Kristensen.

Opbakning fra forældre. Lærkereden har to pædagoger og en medhjælper på i alle seks stuer og en fast naturgruppe. En bogholder er ansat 15 timer om ugen, så Ruth Kristensen kan nøjes med fem - ti timers kontorarbejde. Hun kender alle børnene og træder til, hvor der er behov og tager de svære forældresamtaler.
Engang blev Lærkereden pålagt at nedskære normeringen i naturgruppen. De beskrev for politikerne, hvordan det ville betyde lukning af naturgruppen, men beslutningen stod ved magt.
"Det nemmeste ville have været at gå i afmagt. I stedet så vi på mulighederne og kaldte forældrene til møde. Alle kom! "Hvordan kan vi tilpasse aktiviteterne til normeringen?", spurgte vi, og det endte med, at de gik med til at aflaste os ved at lægge alle børnefødselsdage om onsdagen og hente festdeltagerne hjem til dem selv."
En af de love, som har skabt usikkerhed, er den pædagogiske læreplan. Den hilser Lærkereden velkommen som et redskab til at dokumentere personalets professionelle faglighed. Da de begyndte at sætte ord på, hvad de laver sammen med børnene, og hvad de lærer, opdagede de, at de i forvejen levede op til læreplanen.
Et tykt ringbind fra naturgruppen viser, hvordan dygtige ansatte, som har svært ved det skriftlige, løser opgaven med masser af billeder og korte tekster.
"Den eneste fare ved læreplanen er, hvis man tror, den handler om ren indlæring og laver projekter for at leve op til den. Så har man fået den galt i halsen," siger Ruth Kristensen.
Hun ser det som en god udfordring at skulle dokumentere, hvordan pædagogikken respekterer børnene ved at lade dem vise vejen og mener, at det vil sætte en bremse på nedskæringerne.
"Nu bliver det synligt for alle, at børnenes udvikling fra 0 - 6 år hen imod at blive hele mennesker er fundamentet i det danske uddannelsessystem. Vi er jo med til at skabe grundlaget for, at de kan blive modtagelige for den direkte indlæring i folkeskolen," siger Ruth Kristensen fast.