Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2010 Nr.: 14
BUPL mener: Investér i pædagogisk viden
Uddannelsesmulighederne skal ikke bare være forbeholdt de få, som det er i dag. Der skal satses og investeres i alle pædagogers viden.
Af: Allan Baumann
Gode muligheder for efter- og videreuddannelse er basis for kontinuerlig udvikling af kvalitet. Dette gælder også pædagogisk arbejde, men desværre er mulighederne ikke i nærheden af, hvad vi kunne ønske. Fakta er, at 95 procent af alle pædagoger i gennemsnit har to dages efter- og videreuddannelse pr. år, mens fem procent har 19 dage i gennemsnit. Desuden er det kun en fjerdedel af pædagogerne, som tager sig en decideret videreuddannelse, mens størstedelen af pædagogernes uddannelsesaktiviteter er institutionsbaserede.
Pædagogers muligheder for efter- og videreuddannelse er med andre ord sparsomme og ulige fordelt. Det er særdeles problematisk, når vi ved, hvor vigtigt det er hele tiden at arbejde med pædagogisk viden. Viden forandrer sig, der komme ny viden til, og anden viden forældes. Oven i det så er viden ikke kun noget, der kommer udefra. Et vigtigt element i pædagogisk viden er pædagogers erfaringer fra praksis, som når de debatteres, vurderes og generaliseres bliver til vigtig viden for hele pædagogprofessionen.
Pædagoger ved, hvor vigtigt det er med efter- og videreuddannelse, så kvaliteten af det pædagogiske arbejde udvikles, og de er villige til selv at investere i uddannelse. Pæda­goger er for eksempel den største gruppe på kandidatuddannelserne på Danmarks Pædagogisk Universitet. Derfor er det endnu mere bekymrende, at de besparelser, som truer den offentlige sektor, med stor sandsynlighed vil reducere de sparsomme uddannelsesmuligheder endnu mere.
Udviklingen må vendes. Pædagogerne ønsker uddannelse, og BUPL arbejder for nogle gode og fleksible uddannelsesmuligheder, såsom at der kommer kompetencegivende diplommoduler, og at de enkelte moduler på seks ugers varighed kan stykkes op i mindre dele af en til to uger. Ved overenskomstforhandlingerne er det afgørende, at der sættes nogle gode rammer for deltagelse i videreuddannelse. Men Folketinget og kommunerne må også gå foran med en investeringsplan for pædagogers efter-og videreuddannelser - så den pædagogfaglige udvikling kan fortsætte.
Skal vi fastholde den høje kvalitet, som pædagogerne dagligt leverer i alle landets institutioner, så skal pædagogerne sikres bedre og ikke mindst kontinuerlige efter- og videreudannelsesmuligheder. Og uddannelsesmulighederne skal ikke bare være forbeholdt de få, som det er i dag. Der skal satses og investeres i alle pædagogers viden.