Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2018 Nr.: 08 Børn&Unge som e-paper
FORSKNING. Skoleparat: Sociale kompetencer er vigtigst
Pædagoger og forældre i daginstitutionerne gør i dag en stor og aktiv indsats for at styrke børns sociale kompetencer og dermed ruste dem til skolen. Vores syn på, hvordan børn bliver skoleparate, har ændret sig markant, siger forskere.
Af: Marie Bille
Skoleparathed handler i dag om langt mere end at kunne række hånden op, binde skoene selv og gå på toilettet uden hjælp fra voksne.
Det skoleparate barn skal allerede i børnehaven udvikle en lang række sociale kompetencer, som pædagoger og forældre arbejder tæt sammen om at styrke både hjemme og i daginstitution. At kunne mestre det sociale er langt vigtigere for at give børnene en god skolestart end at kunne tal og bogstaver på forhånd, er pædagoger og forældre enige om.
Det viser ny forskning fra Center for Daginstitutionsforskning på RUC. Her har en gruppe forskere undersøgt, hvordan pædagoger og forældre forstår skoleparathed, og hvordan de samarbejder om at gøre børnene parate.
»Det sociale er hovedprioriteten på alle planer. Både i forhold til, hvad pædagoger og medhjælpere gør, og hvad der bliver fremhævet som det vigtige af både pædagoger og forældre,« siger Tomas Ellegaard, lektor på Roskilde Universitet og med i forskergruppen, der tæller forskere fra både RUC og DPU, Aarhus Universitet.
»Det skoleparate barn er et balanceret barn. Et barn, der kan gøre opmærksom på sig selv, men også kan tie stille. Et barn, der kan være sammen med kammerater, men som ikke fuldstændig underkaster sig. Et barn, som kan være alene, men også være sammen med andre. Det er fundamentalt i den måde, pædagoger griber spørgsmålet om parathed an,« siger han.

Kommer ikke af sig selv. At ’det sociale’ er i fokus for pædagogernes arbejde i danske børnehaver, er ikke nyt og kommer derfor næppe som en stor overraskelse for pædagoger, forældre eller forskere.
Det nye er derimod vores opfattelse af, hvordan børn når til det punkt, hvor de er parate til at komme i skole, og hvilken indsats, der skal til fra pædagogernes og forældrenes side. Og det har ændret sig markant de seneste 15-20 år, peger forskerne på.
Hvor pædagoger og forældre før opfattede skoleparathed som noget, der nok skulle komme af sig selv, hvis børnene fik lov til at lege i børnehaven og udvikle sig i deres eget tempo, så ligger fokus nu i høj grad på at opøve de sociale kompetencer til skolestart for at gøre børnene parate til tiden.
Forskellen trådte tydeligt frem, da Tomas Ellegaard sammenlignede interview med forældre nu med interview fra en af hans undersøgelser fra år 2000.
»Det er slående, at dengang talte man ikke om skoleparathed som et spørgsmål om at gøre børnene klar, men som et spørgsmål om, hvorvidt de var klar. Det opfattedes dengang som noget, der nok skulle komme af sig selv. Det har ændret sig,« siger han.

Fra skolemoden til skoleparat. Stig Brostrøm er professor emeritus ved DPU, Aarhus Universitet, og har forsket i børns skolestart. Han er enig i, at der i dag er stort fokus på at gøre børn parate gennem en aktiv pædagogisk indsats. Den bevægelse har rødder i et pædagogisk paradigmeskift, der skete tilbage i 1970’erne.
»I starten af 1970’erne talte skoleforskningen om ’skolemodenhed’. Det refererer til iboende processer i barnet, altså at barnet i takt med alder, indre vækstprocesser og også genetiske processer bliver modent og klar til at starte i skole,« siger han og fortæller, at man slet ikke brugte ordet ’parathed’ i forskningen. Det kommer først ind i slutningen af 1970’erne.
»Den pædagogiske vinkel er nu, at man kan skabe omstændigheder og forudsætninger for parathed – at barnet opnår parathed gennem social interaktion og pædagogiske aktiviteter,« siger han.
At det sociale er kommet i fokus, stemmer overens med hans egen forskning og erfaring, og det er i øvrigt også, hvad børnene selv lægger vægt på op til skolestart, vurderer han:
»Når jeg har talt med børn og lavet interview med børn, så er det de nye kammerater, de er spændte på. ’Jeg håber, de kan lide mig’, siger de. Det er nysgerrigheden og trangen til at være sammen med andre og kunne vise omsorg for andre.«

Større krav. Pædagog Jette Juul arbejder med overgangen fra børnehave til skole i institutionen Uglebo i Glamsbjerg. Institutionen har gennem mange år haft særligt fokus på skoleparathed og et tæt samarbejde med skolen i Glamsbjerg.
Skoleparathed fylder mere og mere både for forældrene og i den pædagogiske hverdag. Og det er også nødvendigt, mener hun.
»For børn er mere selvstændige og individuelle i dag,« siger Jette Juul og fortæller, at institutionen også gør meget ud af at tale med forældrene om, at sociale kompetencer er helt centrale.
»Nogle forældre siger stadig: Jamen, han kan selv skrive sit eget navn og tælle til 10. Vi siger, det er også fint at kunne. Men hvad hjælper det, at man kan skrive sit navn, hvis ikke man kan agere i gruppen?«
At flere børn starter i skole som femårige, og at færre udskyder skolestart er en stor del af forklaringen på, at arbejdet med skoleparathed fylder mere i daginstitutionerne. Børnene skal simpelthen kunne mere, når de starter i skole i dag. Derfor er det helt afgørende, at de sociale kompetencer er på plads, mener Jette Juul.
»Der er færre voksne og andre krav i skolen. 0. klasse er jo blevet en slags ­
1. klasse nu, og man har store forventninger til børn i dag i forhold til førhen, når de starter i skole. Hvis de sociale kompetencer er på plads, og man har venner og hviler i sig selv, er man mere parat til at modtage læring,« siger hun.

Nu leger vi skole. Tomas Ellegaard peger også på tidligere skolestart og den obligatoriske børnehaveklasse som en del af forklaringen på, at spørgsmålet om børnenes parathed er blevet langt mere påtrængende i daginstitutionerne.
»Der er ingen tvivl om, at den statslige politik om, at børn skal kunne mere tidligere, og styringen af, hvad børn skal lære, betyder rigtigt meget. Det får jo afledte konsekvenser, at børn nu skal starte, fremfor at de kan starte,« siger han.
Selvom både pædagoger og forældre lægger mest vægt på arbejdet med børnenes sociale kompetencer, så arbejder institutionerne også med at introducere børnene til bogstaver, tal og opgaver for at forberede dem på skolen. Pædagogerne i undersøgelsen fremhæver, at børnenes lyst er fokus i de pædagogiske aktiviteter, og at de ’leger’ de faglige ting ind. Men forskerne observerede, at det ikke altid gjaldt i praksis, for ikke alle børn syntes om aktiviteterne, som i nogle tilfælde alligevel blev til ’pligt-opgaver’.
»Der er afgrænsede aktiviteter, hvor pædagogerne samler de store børn og leger skole,« fortæller Tomas Ellegaard og fortsætter:
»Paradokset er, at det nogle gange næsten bliver mere skole, end skolen er. I skolen handler undervisningen om et eller andet, men hvis det bare handler om at række hånden op og sidde stille, så er det kun det kedelige ved skolen, uden indholdet,« siger han.
Tendensen betyder en udvikling, hvor nogle af de aktiviteter, som tidligere har været afgørende i danske daginstitutioner, kommer under pres med det store fokus på læring og parathed, påpeger han.
»Tid, hvor børnene bare leger for eksempel. Jo flere planlagte aktiviteter man har – ting, vi skal og vil med børnene – jo mindre er der tid og rum til andet.«
Når forældre og pædagoger mødes til samtaler, typisk en eller to det sidste år, inden børnene skal i skole, giver pædagogerne i institutionerne råd og anvisninger til forældrene, der arbejder med forskellige sider af børnenes sociale og personlige kompetencer derhjemme. Forældrene ser pædagogerne som eksperter, der kan give råd om både børn og forældreskab, viser forskningen.
»Forældrene retter sig efter pædagogernes forslag og råd. Der er stort set ingen modstand blandt forældrene,« siger Tomas Ellegaard.
En mor i undersøgelsen begyndte sågar på eget initiativ at følge anbefalingerne i programmet Trin-for-Trin med sin datter derhjemme for at træne hendes sociale kompetencer. En anden etablerede rutiner og skemaer for aktiviteter, der skulle gøre tiden hjemme om eftermiddagen og aftenen mere lig de institutionelle rammer i daginstitution og skole.
For nogle forældre er det forbundet med stort bekymring, hvis barnet ikke lever op til de sociale normer for det skoleparate barn. I de situationer lurer angsten for en diagnose, viser forskningen også.
»Nogle er bekymrede for, om der er noget galt med deres barn – at det måske er et barn med ADHD eller autisme? Nogle forældre kan beskrive, hvordan den angst kan blive vakt. Så læner de sig op ad pædagogerne, og de får råd og forslag fra pædagogerne, til hvad de kan gøre,« siger Tomas Ellegaard.
Hun oplever, at nogle forældre har svært ved at forlige sig med, at deres børn vil have godt af et ekstra år i børnehaven, hvis pædagogerne anbefaler det.
»De kan føle det som et nederlag, hvis deres børn skal vente et år. Vi taler meget om, at børn er forskellige, og når man kun er fem et halvt, så er man ikke så klar som en på seks et halvt. Selvom vi har anbefalet, at det vil være en god idé at vente, er der alligevel nogle, der siger, at barnet skal afsted alligevel.«

Børn dumper. Det store fokus på at gøre børn parate til at starte i skole tidligere er langtfra uproblematisk, mener Tomas Ellegaard.
»Den forcerethed må betyde, at der er nogle børn, som det simpelthen er ekstremt vanskeligt for at starte i skolen. Det er problematisk for alle parter, men først og fremmest for de børn, det drejer sig om,« siger han.
Stig Brostrøm peger også på, at på trods af de mange intentioner og bestræbelser er det ikke alle børn, der er parate til at starte i skole. Det får uheldige konsekvenser for børnene.
»I dag er det jo ikke mindst et kald fra skolen, at man ønsker skoleparate børn. Men efter at man har besluttet politisk, at alle børn skal starte til tiden, er der også langt flere, der får to år i børnehaveklassen. De er ikke parate og begynder deres skoleliv med at dumpe. Det er en dårlig og håbløs politisk strategi,« siger Stig Brostrøm.

Om forskeren
Tomas Ellegaard er lektor på Roskilde Univer­sitet (RUC). Han forsker i barndom, børnekultur og daginstitutionernes historie. Sammen med fem andre forskere fra Center for Daginstitutionsforskning på henholdsvis RUC og DPU – Aarhus universitet arbejder han med projektet ’Passende parathed’. De andre forskere er adjunkt Karen Ida Dannesboe, lektorerne Dil Bach, Bjørg Kjær, Niels Kryger, (alle DPU) og Allan Westerling (RUC). Afdøde lektor Charlotte Palludan var med til at starte projektet. Center for Daginstitutionsforskning støttes af BUPL.

Om projektet
I projektet ’Passende parathed’ sætter forskerne fokus på den øgede skoleforberedelse i daginstitutionerne, og hvilken betydning den har for forældresamarbejdet. De undersøger, hvilke forestillinger om børn og barndom der præger henholdsvis pædagoger og forældre i dag. Forskerne spørger: Hvad gør forældre og pædagoger sammen og hver især i forhold til at gøre børn parate til skolen og til livet?