Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2002 Nr.: 23
Forældre udfordrer pædagoger
Pædagoger føler sig presset af veluddannede forældres stigende krav, viser medlemsundersøgelse. Forældrene er umodne, siger pædagogerne, men børneforsker mener derimod, at forældrene er mere vidende og bare gør, hvad pædagogerne har bedt dem om
Af: Rikke Viemose
Forældre stilller i dag større krav om, at pædagoger tager medansvar for deres børns opdragelse og udvikling. Samtidig forventer forældrene, at pædagogerne indtager en rådgiverrolle, der rækker ud over børnenes tid i institutionen. Det oplever et flertal af pædagogerne, viser BUPL's nye medlemsundersøgelse, der afdækker medlemmernes værdier og holdninger. Pædagogerne føler de stigende krav som et pres fra især veluddannede forældre, der begge har fuldtidsarbejde. Pædagogerne karakteriserer dem på følgende måde:
- De har mindre tid end tidligere til at varetage forældrerollen. Familien tilpasses arbejdet og ikke omvendt.
- De er konfliktsky over for børnene og overlader det til pædagogerne at sætte grænser.
- De er umodne i opdragerrollen og betragter opdragelse som noget, der kræver ekspertbistand. Derfor har de behov for at blive rådgivet af pædagogerne - ikke kun om børnene, men også om familielivet generelt.
I en del af disse familier oplever pædagogerne det samme, som i socialt svage familier: Børn, der mangler opmærksomhed og omsorg.

Omvendt billede. Børneforsker Jan Kampmann tegner imidlertid et andet - og mere positivt - billede af udviklingen. Han har været ekstern konsulent på undersøgelsen og undrer sig over den utilfredshed med forældrene, som pædagogerne udtrykker. Ifølge ham gør forældrene bare, hvad pædagoger og andre fagfolk i årevis har bedt dem om.
»Vi har i årevis indskærpet over for forældrene, at det er vigtigt for børnenes udvikling og deres personlighedsdannelse, at de går i institution. Det har forældrene taget til sig. Og det har samtidig den konsekvens, at de involverer sig i deres børns dagligdag og stiller krav til den,« siger han.
Om der er blevet flere forsømte børn fra ressourcestærke familier, sætter Jan Kampmann et stort spørgsmålstegn ved.
»Det kan godt være, at de er der, og at det er et udtryk for en del af den kulturelle ændring, der er sket. Vi er blevet workaholics (arbejdsnarkomaner, red.), og man kan godt diskutere, hvorvidt det er sundt for børnene. Men jeg kan ikke genkende problemerne som et dækkende mønster. Det ser ud, som om pædagogerne bruger det som et forsøg på at inddæmme problemet.«
Jan Kampmann mener ikke, at forældrenes mange spørgsmål er tegn på umodenhed, men snarere at de véd meget mere om børn og opdragelse, end man gjorde tidligere.

Opdragelseskollega. »Vi ved alle meget mere om børn, end vi gjorde for 20 år siden. Der er tv-udsendelser, brevkasser, ugeblade og hele magasiner, der beskæftiger sig med børn. Vi bliver stopfordret med oplysninger om børn, om nye forskningsresultater og undersøgelser og med, at vi skal overveje, om vi gør det hele rigtigt. For 30 år siden havde de unge forældre også en hel masse meninger om børn og opdragelse, men dengang var der endelige svar på alting. I dag ved vi langt mere, men det har ikke givet os større sikkerhed, tværtimod. Hvor opdragelsen tidligere var indiskutabel, skal man i dag kunne argumentere i øst og vest for alt, hvad man gør.«
Derfor skal pædagogerne bare være glade for, at de bliver taget med på råd, mener børneforskeren.
»Forældrene tilskriver pædagogerne en vis ekspertise, men de forventer ikke endelige svar. De ser måske snarere pædagogen som en "opdragelseskollega", en diskussionspartner.«
Jan Kampmann finder det interessant, at pædagogerne kun taler om forældrenes usikkerhed. Den samme usikkerhed findes nemlig hos både eksperter og pædagogerne selv, siger han.
»Det er, som om pædagogerne i undersøgelsen etablerer et fælles hukommelsestab om, hvordan den faglige pædagogiske debat længe har været enormt præget af, at der ikke er nogle færdige løsninger. Den debat afspejler jo den samme usikkerhed, der ses hos forældrene.«
»Måske irriteres pædagogerne simpelthen over, at forældrene kræver rådgivning, fordi det er blevet sværere for pædagogerne at give entydige svar,« siger han.
De ressourcestærke forældre udfordrer pædagogerne, fordi de ofte er velformulerede, følger med i debatten og i nogle tilfælde er bedre end pædagogerne til at bruge den retorik, der er i højsædet omkring børn i disse år, mener Jan Kampmann. Men han genkender samtidig billedet af forældre, der har sværere ved at sætte grænser for børnene.

Børn med rettigheder. »I den moderne familie er det i høj grad børnene, der sætter dagsordnen, når man er sammen. Men det er ikke det samme, som at konflikter overlades til pædagogerne. Det er udtryk for, at forældrene, lig pædagogerne, har forandret deres tilgang til børnene. De voksne forhandler i langt højere grad med børnene. Opdragelsen i dag er en blanding af lange forhandlinger og forsøg på at være konsekvente, og den inkonsekvens ser man både i familierne og i daginstitutionerne.«
Som eksempel på det nævner han, at børn i dag godt kan forhandle med pædagogerne om, hvorvidt de skal have lov til at spise for sig selv i en krog på legepladsen. Tidligere ville de blive mødt med argumentet: "Nej, for så skal alle bare have lov til det."
»De voksne er ikke længere en entydig autoritet. Og jeg kan godt forstå, at pædagogerne oplever det som besværligt, for det er blevet mere besværligt. Men det er udtryk for, at vi i dag har tildelt børnene menneskerettigheder på lige fod med andre. Og dermed har vi også skudt os selv i foden, og gjort det hele mere besværligt fordi vi ikke længere kan sige: "Det skal du gøre, fordi jeg siger det"«

Undersøgelsen "BUPL's medlemmer under lup" blev refereret i Børn&Unge nr. 22. Et sammendrag af den bliver bragt i nr. 25, og den kan læses i sin helhed på BUPL's hjemmeside http://www.bupl.dk