Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 08
Specialpædagoger: Vold og trusler er fortsat en del af hverdagen
Pædagoger udsættes stadig for at blive revet, kradset, slået eller sparket, mens de udfører deres arbejde. Ny undersøgelse viser dog et lille fald i volden. Det er en glædelig nyhed, siger forsker.
Af: Hanne Hellisen
6 ud af 10 pædagoger på specialskoler blev i 2011 slået, revet, kradset eller truet
verbalt.
Ifølge en ny undersøgelse fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning er det et fald i forhold til 2010, hvor 7 ud af 10 pædagoger blev udsat for vold eller trusler på deres arbejdsplads. Kun skriftlige trusler og fastholdelse af personer er steget.
Forskningsprojektet arbejder med 18 konkrete former for vold eller trusler.
»Uanset hvilke typer af trusler eller vold, der er tale om, ser der ud til at være et fald. Det kan være, fordi den voldsforebyggelse, der foregår, rent faktisk virker, og at fagligheden er kommet længere frem,« siger psykolog Lars Peter Andersen, der har stået for undersøgelsen.
Pædagogerne i specialskolerne er ofte i SFO’en og er derfor sammen med børnene om eftermiddagen, når de er trætte og mere følsomme for påvirkninger.
»Der er specielle arbejdsvilkår for pædagoger på specialskoler, og det kræver en særlig pædagogisk viden,« siger Lars Peter Andersen.
Han understreger dog, at undersøgelsen kun fokuserer på to år, og endelige konklusioner skal drages over længere tid.

Normering har betydning. Medlem af BUPL’s forretningsudvalg Mette Aagaard Larsen glæder sig over, at færre pædagoger oplever vold og trusler, men hun er også klar over, at det handler om, hvilke børn der er i institutionen.
Hun understeger, at fagligheden kan bruges til at forebygge vold, men de reelle problemer med børn, der truer eller er voldelige, afhænger også af normeringen. For eksempel om der er voksne nok til at tage et barn, der har behov for en pause, ud af gruppen.
»Fagligheden er en kortsigtet løsning, på længere sigt kan normeringen have en positiv effekt,« siger Mette Aagaard Lasen, der har arbejdsmiljø som politisk ansvarsområde.

Vold og trusler på arbejdspladsen
Forskningsprojektet ’Vold på arbejdspladsen’ undersøger risikobrancher som ældresektoren, psykiatrien, kriminalforsorgen og specialskolerne. 18 specialskoler med dagtilbud og tilhørende SFO har medvirket i spørgeskemaundersøgelsen, heriblandt 180 pædagoger. Deltagerne er i 2010 og 2011 blevet spurgt, om de i løbet af det seneste år har oplevet forskellige former for trusler eller vold inden for 18 kategorier
• Knap 85 procent af pædagogerne på specialskoler var udsat for en eller flere former for trusler i 2011. I 2010 var tallet 87 procent.
• Pædagoger, der har været udsat for en eller flere former for vold, faldt fra 86 procent i 2010 til 83 procent i 2011.
Ifølge FTF, der er hovedorganisation for blandt andre BUPL, har 15 procent af alle pædagoger været udsat for vold og trusler.