Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 19
TEMA: UDSATTE BØRN. Ingen hører vores råb om hjælp
Huset er revet ned nu. Det var en faldefærdig rønne, uegnet som menneskebolig, da kranen kom. Her boede Brønderslevfamilien med ni børn, der blev udsat for vanrøgt, mishandling og grove overgreb i årevis. Kommuner, forvaltninger og socialrådgivere kendte de forfærdelige kår, børnene voksede op i. Der lå mellem 12 og 29 underretninger i hver enkelt af de ni børns sagsakter.
Alle kommuner frygter i dag at få ’den næste Brønderslevsag’. Derfor bliver der underrettet som aldrig før og handlet, når det er helt grelt. Men der findes andre sager, hvor der ikke sker noget.
Børn&Unge har snakket med tre pædagoger, der har underrettet igen og igen, uden at kommunerne reagerer. Sagerne er ikke så slemme som i Brønderslev, men hvor slemt skal det være, før forvaltningen griber ind?
Af: Steffen Hagemann
De tre anonyme pædagoger
For at kunne skrive om de forgæves underretninger har Børn&Unge anonymiseret de pædagoger, der har valgt at fortælle deres historie. Samtidig har vi ændret væsentlige fakta i artiklerne, så sagerne ikke kan genkendes, men substansen er der ikke ændret ved. Vi har haft adgang til underretninger og andre vitale dokumenter, der har bekræftet pædagogernes fortællinger. Vi har valgt ikke at citere direkte fra dem for at beskytte kildernes anonymitet.

Pædagog 1
"Jeg har aldrig set så grelt et svigt"
Den 10-årige dreng overfalder sin mor, er bagud i skolen og har det rigtig skidt. Han er udsat for grelt omsorgssvigt og ville have bedst af at blive anbragt i en plejefamilie. Alligevel sker der ikke noget.

Det er snart tre år siden, pædagogen første gang mødte drengen. Det var kort før jul, og den syvårige dreng boede på en døgninstitution, mens hans mor var indlagt. Forældrene var skilt, og han kunne ikke bo hos faderen, der var voldelig.
Pædagogen var på besøg, fordi drengen skulle begynde på den SFO, hvor pædagogen arbejdede, når han kom hjem til sin mor igen.
»Han brød sig absolut ikke om at være på døgninstitution. Men han ville gerne snakke med mig og fortælle, hvad han havde ønsket sig til jul,« fortæller pædagogen.
»Det eneste, han ønskede sig, var, at han måtte komme hjem til mor juleaften.«
Allerede der blev pædagogen berørt af den lille dreng. Han mindede om en lille, forskræmt fugleunge, hele tiden på vagt og klar til at stikke af, hvis der var noget. Som et lille dyr, der var fanget.
Han var gennemsigtig, meget lys i huden og tynd. Men han kunne godt se voksne i øjnene, og der var liv i dem og ham.

Magtesløs mor. På skolen, hvor pædagogen arbejder, vidste man, at drengen havde problemer. Han havde gået et halvt år i 1. klasse på en anden skole, men han var så langt bagefter fagligt, at han på sin nye skole blev sat i børnehaveklassen.
»Fra august til december havde han ikke deltaget i undervisningen på sin gamle skole. Der havde han siddet under et bord og leget med lego,« fortæller pædagogen.
Drengen havde ikke kun problemer fagligt. Forholdet til moderen var problematisk og ambivalent. Når moderen afleverede ham, gik drengen amok og slog og sparkede hende voldsomt.
Pædagogerne var nødt til at gribe ind, for moderen kunne ikke stoppe drengen. Nogle gange holdt de drengen, så moderen kunne gå hjem.
»Det var ikke en fastholdelse, hvor vi sad på ham, men vi holdt lige løseligt om ham, og så skulle hun gå hjem igen. Og så afleverede vi ham derhjemme,« siger pædagogen.
Moderen var magtesløs over for sin dreng og ringede nogle gange til skolelederen for at få ham til at hente drengen, når hun ikke kunne få ham med i skole.
Når det endelig lykkedes moderen at hente drengen uden at blive overfaldet, var det heller ikke uden problemer. Det kunne tage lang tid at få ham med hjem, og moderen piskede forgæves rundt efter drengen, der smed sig på gulvet og nægtede at gå med.
Imens sad hans lillebror udenfor i barnevognen og græd.
»Det kunne vi ikke have. Så hentede vi barnevognen ind og sad med lillebror, mens hun piskede rundt. Det var så langt ude. Man tænker, at det ikke er virkeligt, men det er det,« sukker pædagogen.

Fremskridt. Det første halve år, hvor drengen gik på sin nye skole, lykkedes det pædagoger, lærere og den forvirrede mor at gøre så store fremskridt, at drengen kunne magte at blive afleveret og hentet uden at slå løs på sin mor.
Efter at drengen havde gået børnehaveklassen om, måtte skolen erkende, at drengen ikke var klar til 1. klasse, og han blev sendt videre til en specialskole. Hvilket er paradoksalt, for drengen er lynende intelligent, meget humoristisk og meget eftertænksom.
»Fagligt har han misset en del omkring læsning, skrivning og matematik. Men han er ikke dum, tværtimod,« siger pædagogen.
Drengen skulle stadig gå i den SFO, hvor pædagogen arbejder. Han havde ikke længere en fast pædagog til at følge sig hele dagen. Der var kun en kontaktpædagog i SFO’en til at hjælpe ham.
»Og så begyndte det at skride igen,« konstaterer pædagogen.
I dag, hvor drengen er 10 år, er han stadig umulig at hente. Andre gange stikker han af fra SFO’en, fordi han vil hjem til sin mor. Han er på et tidspunkt ’flejnet ud’ med en kniv inde i et klasselokale. Så måtte en pædagog få alle de andre børn ud, før han fik kniven fra ham.

Moderen blokerer. Problemet for drengen er især forholdet til moderen. Hun er ude af stand til at sætte grænser for sin søn.
»Hun har mange gange grædt hos mig og læsset af: ’Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, jeg er så frustreret’,« fortæller pædagogen.
Moderen har ikke arbejde, og hun drikker ikke og er ikke psykisk syg. Hun har dog haft depressioner.
»Jeg har før været ude for børn, hvor faderen har drukket, eller moderen har slået. Her er det udefinerbart, men vi står med et barn, som har det rigtig, rigtig skidt. Og det er sværere at acceptere, når der ikke er en synlig grund,« siger pædagogen, som kan registrere, at moderen er kold over for sin søn.
»Du ser aldrig moderen give drengen et goddag-kram, når hun henter ham. Det er ’vi skal skynde os hjem, kom nu’. Og han vil så gerne have knus og kram, holde i hånden og sidde og blive nusset lidt i nakken,« siger pædagogen, som er blevet knyttet til drengen.
»Hvis du mødte ham, ville du være klar til at tage ham med hjem. Det har jeg haft lyst til mange gange.«

Manipulerende mor. Moderen vil gerne have hjælp til sin søn, men ikke en hjælp, der involverer hende. Hun kan ikke se, at hun har andel i sønnens problemer.
»Hun mener, at systemet skal hjælpe hende. Vi skal hente og bringe drengen. Og det har vi også gjort,« fortæller pædagogen.
Da kommunen vil sende en person ud og observere i hjemmet, siger moderen nej.
»Det får hun lov til at nægte i flere måneder. Hun vil have hjælp til sit barn, men de må ikke komme ind i hendes hjem, fordi hun er bange for, at de tager ham,« siger pædagogen.
Moderen er dygtig til at manipulere det kommunale system, men ender med at give sig og lukker en person ind i sit hjem.
»Men så vælger moderen efter nogle besøg, at hun ikke bryder sig om den, der laver undersøgelsen, så hun vil have en anden. Hun bryder sig heller ikke om socialrådgiveren og vil have en anden. Det hele får hun lov til at bestemme,« siger pædagogen.
Mens forvaltningen leder efter nye folk til at overtage sagen, sker der intet.

Har kørt i tre år. Der er blevet skrevet flere underretninger om drengen. Hans problemer er diskuteret på netværksmøder med skolen og forvaltningen. Men drengens liv er ikke blevet bedre i de tre år, pædagogen har kendt ham.
»Det frustrerer mig, at det bare får lov til at køre i tre år med et barn, som vi modtager, da han er syv år,« siger pædagogen.
Hvis opgave er det at presse på, for at der sker noget?
»Jeg har virkelig presset på, slået mig i tøjret og sagt, at nu må der ske noget, både til SFO-lederen og skolelederen. Det er dem, jeg går til,« siger pædagogen.
Det er også ledelsen, der skriver underretninger og sidder til møde med psykologer og socialrådgivere, som ifølge pædagogen burde være dem, der tog over og drev sagen fremad.
»Men når andre tager over, hører vi ikke mere. Vi hører ikke, hvordan man modtager underretninger og bekymringsbreve. Vi kan lave en underretning og tænke ’nu må der ske noget’. Så går man en måned eller to, og der sker ikke en skid. Hvor er papirerne blevet af?« siger pædagogen.
Pædagogen er ikke i tvivl om, hvad der ville hjælpe drengen.
»Det bedste vil være, at han kunne komme i en plejefamilie og få stabilitet i sit liv.«
Pædagogen har arbejdet mere end 20 år som pædagog, men hun har aldrig før set noget lignende.
»Jeg tror aldrig, jeg har mødt så grelt et svigt. Det handler om hele forløbet, og at moderen ikke tager hånd om ham.«
På personalemøderne snakker personalet om fremtidsudsigterne for drengen.
»Vi kan lige se ham, når han bliver 16 år. Så er det ham, vi læser om i avisen og hører om i nyhederne, fordi han er blevet kriminel. Og så kan man sidde og tænke ’uh, hvor har vi svigtet, hvor har vi svigtet’.«

Pædagog 2
»Det var helt åndssvagt«
I to år har en pige gået i en almindelig børnehave, selvom hun brug for et specialtilbud. Pædagogerne har kæmpet med bureaukratiet, men pigen har stadig ikke fået nogen hjælp.

To år er gået, uden at den femårige pige har fået nogen som helst relevant hjælp.
Pædagogerne har ellers udfyldt indstillinger, indberetninger, underretninger og ansøgninger, men resultatet er, ’at der ikke er sket en skid’, som pædagogen fra pigens børnehave siger.
Pigen var forsinket i sin udvikling, fik børne­haven besked om, da hun kom fra vuggestuen. Det første halve år så de tiden an, men i foråret 2011 måtte pædagogerne erkende, at pigen havde brug for mere hjælp, end en almindelig børnehave kunne tilbyde.
Der blev sendt en indstilling til PPR, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Der skulle svares på spørgsmål som: Hvad er bekymringen? Hvordan agerer hun i forhold til andre børn og voksne? Hvordan fungerer hun i strukturerede og ustrukturerede situationer?
»Det udfyldte vi så. Det tager jo en formiddag – plus observationerne,« siger pædagogen.
Så kom en psykolog og kiggede på pigen og bad pædagogerne udfylde et nyt skema. Spørgsmålene var de samme.
I alt fire gange skulle pædagogerne udfylde et skema. De copy-pastede det meste, men skulle alligevel se, om det passede hver gang. Det tog en halv time til en hel time hver gang.
»Det var helt åndssvagt,« siger pædagogen.

Et år bagud. De blev bedt om at lave en Kuno Beller-test og en udviklingsbeskrivelse på baggrund af testen. Pigen viste sig at være mindst et år bagud i sin udvikling.
En specialpædagog var også ude at kigge på pigen. Specialpædagogen mente, at der var mulighed for at få støtte til pigen hos PPR. Så skulle der sendes en ansøgning om socialpædagogisk støtte til PPR – et nyt skema med de samme spørgsmål.
Specialpædagogen mente i øvrigt, at ’det slet ikke var sikkert, at hun skulle være i den her børnehave. Hun skal da sikkert i en special­børnehave, for det kan være, hun har en lav IQ.’
»Og det har min kollega og jeg sagt hele tiden,« udbryder pædagogen.

Pingpongbold. Pædagogen undrer sig over, at det er pædagogerne, der hele tiden skal presse på, for at der sker noget for pigen. Hvorfor tager sagsbehandleren ikke initiativ til en IQ-test, når pigen er så langt bagud, spørger pædagogen.
De tre pædagoger på stuen har aldrig tidligere oplevet noget lignende, fortæller pæda­gogen.
»Jeg ved ikke, om det er sagsbehandleren, der ikke har været god nok, eller om systemet bare er så trægt. Sagen er en pingpongbold, der har været lidt rundt omkring efterhånden.«
I to år har pigen gået i en børnehave uden den ekstra hjælp, hun har behov for. Næste år skal hun begynde i skole.
»Men vi kan ikke sende hende i skole, for hun er stadig som en treårig,« siger pædagogen.

Pædagog 3
»Vi spiller social roulette«
Graden af omsorgssvigt afgør ikke, om der sker noget i en sag. Hvis barnet er heldig, havner sagen hos en ung, energisk sagsbehandler, der går i aktion. Sådan oplever en pædagog samarbejdet med kommunen.

Hver gang pædagogen sender en underretning, er det med et stille håb. Et håb om at få den rigtige socialrådgiver.
»Man håber, at man ikke får dem, der trækker sagen i langdrag. Det er social roulette, hvordan ens sagsbehandling skal forløbe,« siger pædagogen, der arbejder i et special­tilbud for skolebørn, der ikke kan inkluderes i den almindelige folkeskole.
»Vi pædagoger ved godt, hvem vi håber, bliver socialrådgiver. Men det er tilfældigt, hvem man får. Hvis man er heldig, får man en socialrådgiver, der er rimelig nyuddannet, og som har gejsten til at gå op og sige ’det her koster noget, men vi bliver nødt til at gøre det’. Så sker der noget,« siger pædagogen.

Underretter straks. I specialtilbuddet er børnene mere udsatte, så derfor er det naturligt, at pædagogerne oftere må underrette om børnenes mistrivsel. Derfor tøver de heller ikke, når de ser noget bekymrende.
»Første gang vi ser noget, kan vi lige så godt skrive det ned, for der kommer højst sandsynligt også en anden, tredje og fjerde gang,« siger pædagogen.
Men i virkeligheden har de fleste børn sagsmapper med et pænt omfang, inden pædagogerne fra specialtilbuddet bidrager til bunken.
»Vi får dem, når de starter i 0. klasse, men mange har haft et langt sagsforløb forinden, hvor der er lavet underretninger på foræl­drene. Det er mærkeligt, at en sagsbehandler eller en psykolog ikke kigger på hele sagsmappen og siger: ’Nej, nu er sagsmappen tyk. Lad os finde ud af, hvad vi gør’,« siger pædagogen.
Pædagogen nævner en en pige, der har gået i specialtilbuddet i fire år. Hun har en relationsforstyrrelse, som pædagogen kalder det.
»Der er et omsorgssvigt, som man ikke kan lure,« siger pædagogen.
Forældrene er skilt, og pigen er vokset op med masser af skænderier, inden forældrene gik fra hinanden. Hun har lige skiftet psykolog, og så fandt man ud af, at det er fem år siden, hun sidst blev undersøgt af en psykolog, fortæller pædagogen.
Pigen har to ældre søskende, der har været ’en tur gennem systemet’.
»Så har man ikke sagt: ’Lad os nu være lidt opmærksomme på det sidste barn’. Det har bare fået lov til – ikke at sejle – men der sker ikke helt vildt meget,« siger pædagogen.
Hvad skal der ske?
»Hun burde have haft hjælp for længe siden. Hun burde have været på et opholdssted væk fra moderen. Ikke fordi moderen misrøgter hende, men hun er ikke i trivsel, og hun udvikler sig ikke.«
Det er nemmere at få forvaltningens opmærksomhed, hvis barnet er snavset og misrøgtet, konstaterer pædagogen.
»Men hun er pæn i tøjet, men der er et kølvand af alt muligt lort. Man må skrive, at hun mistrives. Det er en svær sag,« tilføjer pædagogen.
Så hun mistrives ikke nok?
»Det er lidt det.«

Venter i månedsvis. Pædagogen fortæller om en dreng med ADHD og OCD. Begge hans forældre har også diagnoser.
»Hele familien har et eller andet, men åbenbart ikke nok til, at man gør noget,« siger pædagogen.
Kommunen er opmærksom på sagen og kender familien, som i månedsvis har ventet på et samtaletilbud.
»Man bliver i tvivl om, hvordan der bliver prioriteret i de her sager, og det er, som om økonomien driver værket. Når man har et barn, der er dårligt, og forældrene selv har diagnoser, hvorfor skal man så vente,« spørger pædagogen, som frygter, at det ender med en fjernelsessag.

Voksede ud af tilbuddet. Pædagogen fortæller også om dreng med ADHD. Det er en meget voldsom og aggressiv dreng, der ifølge pædagogen er ’afstumpet’ og som for længst burde være sendt til et endnu mere specialiseret tilbud.
»Vi har sendt mindst 10 underretninger, men det har ikke ført til meget. Der har ligget andre underretninger tidligere, men det blev han ikke flyttet af.«
Nu er drengen endelig kommet videre i systemet, men ikke fordi en sagsbehandler kiggede sagen igennem og handlede.
»Han kom videre, fordi han blev for stor og voksede ud af vores tilbud,« siger pædagogen.
Er han så kommet til et bedre sted?
»Nej, han er kommet til det bedste sted, man kunne finde. Så mange tilbud er der heller ikke,« siger pædagogen.
»De sager, hvor man tænker, at det gik godt for barnet, de er sjældne.«