Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2003 Nr.: 38
Galten; Nøjsomhedspædagogik
Hvor lidt kan man nøjes med at gøre i en børnehave? Sådan er den politiske tankegang i Galten, hvis man ser det fra en pædagogs synsvinkel. Pædagog Laila Frederiksen kalder det nøjsomhedspædagogik
Af: Peter Bøgsted
Den lille by Galten ligger midt mellem Århus og Silkeborg. I en tidligere drengeskole i byens gamle kvarter holder Galten Børnehave til. Her er masser af plads, mange krinkelkroge og små rum. En livsnerve i huset er det store spisekøkken, hvor børn og voksne mødes til morgenmad. En gang i mellem laver de mad sammen eller bager, men det sker ikke så ofte mere. I et andet lokale er der værksted med keramikovn, og i husets største rum er der plads til fysiske udfoldelser som sang, musik, dans og gymnastik. Udenfor er der have og legeplads, hvor børnene kan lege med jord og vand, gemme sig i huler og klatre i træer. Og der er ikke længere, end de kan gå til biograf, bibliotek, kirke, sportsplads, skov, mose og gårde.
Alle muligheder skulle være til stede for at lave noget spændende sammen med børnene og give dem nogen gode oplevelser, alligevel er pædagog Laila Frederiksen, som har været ansat i børnehaven siden 1971, efterhånden temmelig modløs.
"Vi ved jo godt alt det gode, vi kunne lave. Der er bare ikke tid og overskud til det mere, det er det ødelæggende ved det. Den 1. august mistede vi 30 timer om ugen, og det var slemt nok i forvejen. Jeg synes, vi har skullet spare og spare i de sidste 15 år, i hvert fald har jeg ikke oplevet, at det er gået den anden vej. Det går ud over alt det, der skulle skabe indhold i hverdagen: Ture, fællesaktiviteter, fælles leg og bagning, forældrekontakt, åbent hus-arrangementer osv. Børnene kommer heller ikke på koloni mere, i stedet tager vi to gange om året ud i en spejderhytte tæt på byen, hvor forældrene kan bringe og hente dem," fortæller Laila Frederiksen.

Nøjsomhedspædagogik. "Nedskæringerne slider også psykisk, man skal hanke meget op i sig selv for at være positiv, som er så vigtigt i jobbet. Jeg synes, vi skal forsøge at blive ved med at være positive og kæmpe for børnene. Livet i børnehaven skal leves lige nu, glæden og begejstringen skal være med, men den er svær at finde," siger Laila Frederiksen.
Børnehaven er delvis stue- og funktionsopdelt. Der er to pædagoger på en stue med omkring 20 børn. Når nogen er inde og andre på legepladsen, betyder det, at de ofte er alene med 12-15 børn ad gangen.
"Det er specielt svært, når der er mange små, som også skal skiftes. Så må vi tage de fleste af de andre børn med ud på badeværelset. Nogen gange er der hjælp at hente på de andre stuer, men de er jo også tit alene. Vores leder deltager så meget, det kan lade sig gøre, i det daglige arbejde. Men kommunen trækker mere og mere i hende. Der er mere administrativt arbejde, hun skal tage sig af, og flere møder, hun skal til," siger Laila Frederiksen.
Nøjsomhedspædagogik, kalder hun det.
"Hvor lidt kan man nøjes med at gøre, sådan er tankegangen nærmest blevet. Jeg synes, det er en nedgørelse af vores arbejde og undergravende, at vi er så lidt respekterede. Hvorfor har Venstre-folk glemt, at børn er det vigtigste, vi har? Der er så mange fine ord i kommunens personalepolitik og uddannelsespolitik, det holder bare ikke i praksis. Og deres flotte målsætninger for institutionerne kan vi ikke leve op til," siger Laila Frederiksen.

Alene om 30 børn. De voldsomme besparelser, som byrådets Venstre-flertal vedtog sidste år, har skåret ekstra dybt i personalet i skolefritidsordningerne. Gyvelhøjskolens Fritidsordning (GFO) har således måttet sige farvel til godt fire fuldtidsstillinger. I dag er der foruden leder og souschef ni pædagoger og en studerende ansat til de 170 børn, der har deres daglige gang i GFO. At kommunen i samme ombæring har indført modulordning, har ikke gjort livet nemmere for det tilbageværende personale.
"Vi er to pædagoger til omkring 60 børn. For det meste betyder det, at man er alene med en børnegruppe på 30," fortæller Christina Bisgaard. Hun blev ansat sidste sommer, og næsten lige siden har hun oplevet, hvordan gejsten og engagementet er sevet ud af personalegruppen. Først på grund af usikkerheden om hvem, der stod for at skulle fyres. Og nu fordi der ikke er tid til meget andet end at løbe rundt og være en slags opsynsmand, som hun udtrykker det.
"Når man er alene med så mange børn, kan man nemt miste overblikket. Det er svært at sætte aktiviteter i gang, for man bliver hele tiden afbrudt af et eller andet. Et barn, der græder og skal trøstes, eller nogen, der går lidt for vildt til den. Man kommer nemt til at overse de mere stille børn, så vi risikerer desværre nok at miste nogle i svinget. Det er også meget stressende og utilfredsstillende. Man synes ikke, man er en rigtig pædagog," siger Christina Bisgaard.

Ingen spontanitet. Lige nu står hun og skal ud af døren og sammen med en flok børn til et kulturarrangement, som holdes i byen. Det er ellers ikke så tit, de kommer ud af huset mere, selvom der er tæt til alting.
"Det er blevet sværere, fordi vi er så få. Men også fordi modulordningen gør, at vi dårligt kan komme af sted, før nogen af børnene skal være tilbage igen, så forældrene kan hente dem. Hvis vi for eksempel tager en tur i skøjtehallen, kan vi ikke være der mere end en halv times tid, før vi må sige stop, lige når legen går allerbedst, ellers kan vi ikke nå at være hjemme til tiden. Så for det meste bliver det kun til nogle småture i nærområdet," siger Christina Bisgaard.
Modulordningen stjæler både tid og spontanitet, føler hun.
"Vi må hele tiden afbryde børn, der leger sammen, fordi en af dem bliver hentet. Tidligere havde vi en åben telefon, hvor de kunne ringe og aftale at lege videre hjemme, men den har vi droppet, fordi det blev alt for uoverskueligt. Modulordningen betyder også, at vi skal gå og holde øje med, at forældrene kun får det, de har betalt for, og at de nu henter børnene til tiden, nærmest som en politibetjent. Og så har det givet en masse ekstra papirarbejde, fordi forældrene kan vælge moduler til og fra med visse mellemrum."
Den pressede hverdag bliver ikke mindre presset af, at der er kommet flere sygemeldinger. Det var specielt slemt i løbet af foråret med al usikkerheden og uroen i personalegruppen, hvor mange selv valgte at søge væk, og nye kom til.
"Jeg ved selvfølgelig ikke, om det er det, der har gjort, at så mange blev syge. Men det er da nærliggende at tro, der er en sammenhæng," siger Christina Bisgaard.

Børn&Unge besøger i dette og de kommende numre fire kommuner for at se på, hvad besparelserne betyder for det pædagogiske område.