Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2002 Nr.: 22
Sigøjnere i Ungarn: Integration er tabu
Forældre til sigøjnerbørn i en børnehave i Budapest skal skrive under på,
at deres barn må få den lovpligtige indføring i sigøjnerkulturen. Men de får ikke at vide, at der er tale om positiv særbehandling og de ved ikke, at det kun er mindretallene, som bliver bedt om at skrive under. Børnehaven er nemlig bange for, at sigøjnerforældrene opfatter forskelsbehandling som noget negativt. Den ømfindtlige integration i børnehaven illustrerer konflikterne mellem sigøjnerne og resten af den ungarske befolkning
Af: Nina Møller
Da vi endelig møder sigøjnermoren, går der ikke mange spørgsmål, før stemningen i rummet er spændt. Sigøjernermoren og børnehavelederens ungarske talestrøm fletter sig sammen og accelererer som en tornado, der stiger i tone og intensitet. Tolken oversætter med roligt tonefald sigøjnermoren Monika Lakatos' svar til dansk: »Nej, jeg synes ikke, det er vigtigt, at min datter lærer om sigøjnerkulturen. Hun kender sigøjnerdigte og -sange. Desuden findes der mange forskellige sigøjnergrupper. Jeg vil ligne andre ungarere, jeg vil ikke skille mig ud.«
Af udseende skiller hun sig dog uundgåeligt ud med sit halvlange, sorte hår, mørke hud og brune øjne, en repræsentant for sin race, romaerne eller sigøjnerne. Måske er det også, fordi hun er bevidst om det, at hun afslår at blive fotograferet. Vi må nøjes med et foto af hendes lille søn på otte måneder, der sover i klapvognen ved hendes højre side. Forinden har Szabone Kassai Tÿnde, leder af børnehaven på Angyalfüldi ut (ut betyder gade), ellers fået lov at tjekke Børn&Unges spørgsmål til sigøjnermoren. Men lederen er alligevel nervøs og forsøger flere gange at ignorere vores ønske om at interviewe en sigøjnerforælder. I en åbenlys overspringshandling fører hun os ind i et rum, hvor væggene er beklædt med tilfældige tegninger og fingermalerier, som hun ivrigt begynder at beskrive.

Afledningsmanøvrer. Børn&Unge er på besøg i en børnehave på Angyalfüldi ut i Budapests 13. kvarter - som ligger på Pest-siden af Budapest, det vil sige på den østlige side af Donau-floden. Det er et område af byen, hvor der bor mange sigøjnere fra den stamme, Monika Lakatos kommer fra. De hedder Romungro. Børn&Unges spørgsmål til sigøjnermoren går ud på, om hun synes, det er vigtigt, at hendes datter på fire år, som går i børnehaven, lærer noget om sigøjnerkulturen. Spørgsmålet pisker en stemning op, fordi sigøjnere i vidt omfang føler sig mindreværdige. Det gør integration til et følsomt emne, og det er derfor, Szabone Kassai Tÿndes prøver at smyge sig udenom. Sigøjnerne føler, at der er noget galt med dem, hvis de har brug for hjælp, så lederen er bange for, at de skal blive sure over at blive forskelsbehandlet.
Derfor fortæller hun dem ikke, at programmet i børnehaven indeholder aktiviteter, der skal styrke deres kultur. Undervisningen i sigøjnerkultur flettes ind i de øvrige aktiviteter, så indføringen i roma-kulturen er underforstået. For eksempel synger man sigøjersange eller læser historier om sigøjnere. Loven siger, at man i børnehaven skal indarbejde mindretallenes kultur i læreplanen, og da denne børnehave har 70 sigøjnerbørn ud af i alt 100 børn, præger det naturligt nok børnehavens program. Men lederen fortæller, at sigøjnerforældrene ikke er klar over, at der som sådan foregår en positiv særbehandling. De skriver ganske vist under på et stykke papir, der tillader denne undervisning, men børnehaven oplyser dem ikke om, at det kun er, fordi de tilhører et sigøjnermindretal, at de skal skrive under på den.
Men Romungro-sigøjnerne har generelt ikke noget ønske om at bevare kulturen. Monika Lakatos siger, at hun ikke taler roma-sproget og heller ikke kunne tænke sig at lære det. Som ville hun trække det negative frem i at holde fast i sin kultur, fremhæver hun sigøjnerstammen Olah, som hun synes er gammeldags:
»De går i lange blomstrede kjoler, og deres døtre bliver giftet væk i 11 års alderen. Min datter skal have lov til, selv at vælge sin kæreste,« siger Monika Lakatos, som går hjemme på barsel, der i Ungarn varer tre år. Før datterens fødsel arbejdede hun på grøntsagsmarkedet. »Jeg synes, det er vigtigt, at min datter får en uddannelse. Kun dem, der har det, får et godt job,« siger hun. Selv har hun taget folkeskolen.

Spaghettikreativitet. Den morgen, Børn&Unge er på besøg i børnehaven på Angyalfüldi ut, er der liv i Bamsehulen. I Bamsehulen tegner, klipper og klistrer man og udvikler i det hele taget finmotorikken og fantasien. Pædagogerne tager individuelle hensyn til, hvad børnene har behov for at udvikle, og de kommer i det kreative værksted to gange om ugen. I dag viser pædagogen, hvordan man dypper de kogte, bøjelige spaghettistænger ned i maling og bruger pastaen som pensel. Børnene mødes på tværs af stuerne, men i en lille gruppe.
I dag er der otte børn i Bamse-gruppen, og de seks er sigøjnerbørn. Medhjælperen i bamsehulen er sigøjner og har taget et tre ugers kursus i roma-kultur. Langt de fleste af pædagogerne i denne børnehave har taget et roma-kursus af kortere eller længere varighed, en enkelt har en decideret to-årig uddannelse fra universitetet. De kreative aktiviteter i Bamsehulen ville formentlig ikke imponere den gennemsnitlige danske pædagog. Men i dette område af Budapest bor der mange ressourcesvage familier, størstedelen er sigøjnere, og de har ikke engang penge til at købe en æske farvekridt. Derfor er det vigtigt, at børnene får den stimulering i børnehaven, som eksempelvis Bamsehulen giver. For mange af sigøjnerbørnene gælder det, at de ikke har lært helt basale sociale færdigheder, fortæller lederen. Mange ved ikke, hvad et toilet er, og at man skal tørre sig bagefter et toiletbesøg - og vaske hænder.

Svær balance. På Dorottya ut nummer 8 sidder Judit Villanyi på Instituttet for Folkeoplysning. Hun bekræfter, at sigøjnerne er svære at motivere til uddannelse og dermed også svære at integrere. Judit Villanyi har som mange ungarere mere end en titel: Hun er videnskabelig medarbejder og undervisningsekspert og har adskillige uddannelser: Hun er børnehavepædagog, har lært pædagogik på universitetet, er kvalitetssikringsrådgiver, har en lederuddannelse og en redaktørudannelse. Hun taler lidt tysk, men ikke nok til, at vi kunne føre samtalen på det sprog, så interviewet foregår på dansk og ungarsk gennem en tolk. Judit Villanyi redigerer også et blad, der hedder Óvoda. Det betyder børnehave, og bladet kan sammenlignes med Børn&Unge.
Det er ikke tilknyttet Folkeoplysningsinstituttet, men bladet diskuterer blandt andet pædagogernes faglighed og kvaliteten af de nye børnehave-læreplaner, som trådte i kraft i 1999. Judit Villyani fremhæver dog ikke sine mange uddannelser og titler. Hun er afdæmpet, en dame med et venligt smil, som taler blidt, til tider næsten uhørligt. Hun har blandt andet ansvaret for kvaliteten af læreplaner i børnehaverne. Instituttet er et såkaldt baggrundsinstitut for Undervisningsministeriet. Det forbereder lovforslag og forsker i faglig udvikling og uddannelse for området 3-18 år, som i Ungarn er den skolepligtige alder. Det tredje til syvende år, som dækker børnehave - og børnehaveklasse - kaldes "opdragelse før skoletiden". Heraf kan man aflæse, at børnehaven i vid udstrækning er en forberedelse til skolen.
»I børnehaver med mange sigøjnerbørn er de nødt til at arbejde med helt basale ting,« siger Judit Villanyi, som erkender, at det er svært at motivere sigøjnerne til at sende deres børn i børnehave. Men hun fortæller, at i landsbyen Ütvüskony med under 1000 indbyggere - 80 procent af dem sigøjnere - er det lykkedes at få alle sigøjnerbørnene i børnehave. Hun mener, det er fordi, de føler sig værdsat, fordi man i børnehaven blandt andet holder deres festdage. Da Børn&Unge fortæller Judit Villanyi, hvor følsomt emnet viste sig at være i børnehaven på Angylafüldi ut, siger hun:
»Nøglen til at forstå lederens reaktion er, at sigøjnerne er forskellige i det område, hvor den børnehave ligger. Nogle vil gerne bevare deres kultur, andre vil ikke. Børnehaven skal afspejle barnets familie. Men det er en svær balance.«
"En svær balance" lyder som en diplomatisk formulering, når loven siger, børnehaverne skal inddrage sigøjnernes kultur i programmet, samtidig med at nogle stammer ikke selv er interesserede i at bevare deres kultur.

Rosenrødt billede. Kontoret for nationale og etniske mindretal, NEKH, etableret i 1990, giver Børn&Unge en mere forenklet version af udfordringerne på integrationsområdet. Kontoret er et selvstændigt offentligt administrativt kontor, som er ansvarligt for at gennemføre love på mindretalsområdet. Kontoret skriver udkast til lovstof og holder kontakt til de forskellige minoritetsorganisationer. Vi har fået tildelt et interview med vicepræsident Antal Heizer, som er ansvarlig for Roma-afdelingen. Han får dog sproglig hjælp af mrs. Judit Solymosi, leder af afdelingen for "international relations". Hun hjælper ham flere gange igennem interviewet med gloser og vendinger.
NEKH mener, at Ungarn er langt mere fremme end EU hvad angår integration. EU er nemlig fokuseret på antidiskrimination, men NEKH definerer i højere grad mindretalsproblemet som noget kulturelt. Antal Heizer fremhæver, at NEKH har iværksat 130 forskellige programmer samt indført stipendier, som gør det nemmere for romaer at komme på universitetet. Børn&Unge forlader kontoret med det overordnede indtryk, at her går det godt. Der er hånd om problemerne, der bliver gjort meget for integrationen af sigøjnerne - ja, alle mindretallene, og styrker man blot romaernes kultur, skal alting nok løse sig.

Uløseligt. Men hvis noget lyder for godt til at være sandt, er det som regel også. Det er danskeren Max Madsen i hvert fald mand for at skrive under på. Han er ungarsk gift, bor i Budapest og arbejder for Århus Amts Erhvervskontor. Han definerer sig som ambassadør for danske firmaer i Ungarn, og han har været rådgiver på flere projekter for sigøjnere i forskelligt regi, EU og NGO'er (non-governmental organisations).
»Jeg ved simpelthen ikke, hvordan man skal løse sigøjnerproblemet. Jeg tror ikke længere på, at det kan løses. Da jeg rejste til Ungarn 15. januar 1998 for at få et EU-projekt for sigøjnere på ret køl, kom jeg med den indstilling, at "jeg skulle nok lære ungarerne at respektere sigøjnerne". Jeg havde en forestilling om, at hvis bare man behandlede folk ordentligt og respekterede deres kultur, så skulle det nok gå. Men det har jeg svært ved at tro på i dag,« siger Max Madsen.
Han fortæller, at sigøjnernes moral er så meget anderledes end øvrige ungareres moral, at de ikke kan finde fælles grund. Men at konflikterne også skyldes udbredte racistiske antagelser blandt den almindelige ungarer, som siger, at sigøjnerne stjæler. Max Madsen afviser ikke, at det er tilfældet for mange af dem:
»Det gør ondt at erkende det, men i dag har jeg faktisk heller ikke lyst til at have sigøjnere som naboer«, siger Max Madsen.
Han fortæller historier om, at sigøjnerne udnytter systemet. For eksempel skete der det, da nogle fik stillet et hus til rådighed af det offentlige, at de tog kobberet ud af vandrørene og solgte det, tilsyneladende uden respekt for hverken ting eller mennesker og uden tanke på fremtiden. Ifølge Børn&Unges oplysninger er 60 procent af de anbragte børn på børnehjemmene sigøjnerbørn, selv om sigøjnerne udgør højst 15 procent af befolkningen.

Sigøjnerbørn skal hentes. Tilbage på Angyalfüldi ut sidder Monika Lakatos på 24 år, hvis datter Jenni på fire år går i børnehaven. Det er svært i løbet af så kort et interview og gennem en tolk at vurdere, om hun taler lederen efter munden, når hun svarer, at datteren går i børnehave, "fordi det er godt for hende at lære at blive social, at hun har brug for andre børns selskab og for at udvikle sig".
Hun fortæller om alt det positive ved, at hendes datter går i børnehave, men samtidig fortæller hun, at datteren ikke har været i børnehaven den sidste måned, fordi hun har været syg. Hun har haft noget eksem. Men i hvert fald bruger børnehaven på Angyalfüldi ut mange ressourcer på at være opsøgende, har lederen fortalt Børn&Unge. Man er nødt til at være opsøgende for at få sigøjnerbørnene til at komme i børnehaven. Og fordi børnehaven i vid udstrækning fungerer som en forberedelse til skolen, kommer sigøjnerbørnene hurtigt til at halte bagefter de ungarske børn i uddannelsessystemet, hvis de ikke møder op i børnehaven, som er obligatorisk fra barnet fylder fem år. Men heller ikke på det tidspunkt kommer ret mange sigøjnere af sig selv med deres børn, fortæller Szabone Kassai Tÿnde.

Komplekst. Inden Børn&Unges journalist har stillet alle sine spørgsmål, har lederen rejst sig fra interviewet og er begyndt at fnidre rundt med papirer på kontoret, som rydder hun op. På den måde virker det tydeligt som et signal om, at nu har journalisten opbrugt sin tid, selv om vi ikke har overskredet den i følge aftalen. Måske en måde at signalere på, at hun allerede har strakt sig langt, en del længere end hun selv ville. Efter få yderligere spørgsmål rinder koncentration og velvilje ud. Vi takker af og pakker sammen efter et møde med et meget følsomt emne: Integration af sigøjnere, som faktisk ikke ønsker at integrere sig. Det er klart, at børnehavelederen i sin rolle er lusen mellem regeringens og virkelighedens to negle: På den ene side skal hun som leder styrke mindretallenes kultur, på den anden side kender hun virkeligheden, som er, at nogle af dem ikke ønsker det. Virkeligheden passer ikke ind i myndighedernes glansbillede af, at hvis bare man støtter sigøjnernes kultur, løses integrationsproblemerne.

Børn&Unge i Ungarn

Børn&Unge har været en uge i Budapest i Ungarn i Østeuropa - det kaldte vi i hvert fald den del af Europa indtil 1989. Uden at blinke. Et land, der efter planen kommer ind under EU-fællesskabets harmoniserende vinger i 2004. Men hvor harmoniseret er dette land med resten af EU-Europa? Et land, som stadig, 13 år efter murens fald, er stærkt præget af fortidens kommunistskygge. Men Ungarn har, modsat andre tidligere kommunistlande som for eksempel Tjekkiet, haft turbo på i stik vestlig retning, utålmodige efter at slikke de goder i sig, der fulgte med et åbent marked, også det der ubestemmelige og svært håndterbare demokrati. I denne uge rapporterer vi fra en anden indvandrer-virkelighed end den danske. I Ungarn taler man om mindretal, ikke om indvandrere, fordi mindretallene i Ungarn indvandrede for over hundrede år siden. De første sigøjnere - også kaldet romaer - kom til Ungarn i 1800-tallet. Børn&Unge sætter fokus på integrationen af romaerne, det største af Ungarns mindretal. I de kommende uger kaster vi blikket på læreplaner i ungarske børnehaver, udlandsdanskeres kulturchok samt tegner et portræt af BUPL's søster, PDSZ, den nye, uafhængige fagforening for pædagoger.

Ungarns 13 minoriteter
I Ungarn findes der tretten anerkendte minoriteter. Det største mindretal er sigøjnerne, som udgør mellem 10 og 15 procent af befolkningen. De øvrige mindretal er:
Tyskere, slovakker, kroater, rumænere, serbere, slovenere, armeniere, grækere, bulgarere, polakker, ruthenere, ukrainere.

Sigøjnerstammer
Ber-stammen kom til landet i 1900-tallet. Den er den mest lukkede af grupperne.
Rumungro-stammen(Monika
Lakatos' stamme) vil ikke bevare kulturen og taler typisk ikke Roma-sprog.
Olah-stammen kom til Ungarn i 1800-tallet og holder meget fast i sine traditioner. Betegnes gammeldags af andre sigøjnerstammer.