Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2002 Nr.: 12
NATIONALE LÆREPLANER - En plan for livet
Skal småbørnspædagogikken beskrives i et nationalt dokument - en lære- eller rammeplan? Og hvad skal i så fald beskrives? En mere præcis og specifik national læreplan har været diskuteret ivrigt gennem et stykke tid. Socialministeren mener ikke, at der skal udarbejdes en læreplan. Tre børneforskere er henholdsvis for, imod og betænkelig
Af: Vibeke Bye Jensen
Kært barn har mange navne, og det har udskældt barn åbenbart også. Læreplan, rammeplan, læseplan eller pædagogiske anbefalinger har man forsøgsvis kaldt en national plan for visioner, mål og indhold i småbørnsinstitutionerne. Mange har frygtet, at en sådan plan vil føre skolen ned i børnehaven, at den vil ensrette området og bestemme i detaljer, hvordan der skal laves pædagogik på rød stue.
Skal småbørnsområdet have en national læreplan - en mere udførlig beskrivelse af visioner, mål og indhold end det, der nu står i Lov om social services paragraf 8? Og hvad skal indholdet være? Det diskuteres ivrigt på mange niveauer. Børn&Unge har taget temperaturen på debatten og har spurgt Socialministeren og tre børneforskere om deres holdninger til en national læreplan.
Socialminister Henriette Kjær (K) mener, at det i øjeblikket ikke er aktuelt med en læreplan for småbørnsområdet. Men hun synes, at det kunne være sjovt og en udfordring at lave et overordnet redskab til de kommuner og institutioner, der gerne vil lave læreplaner eller anbefalinger. Undervisningsministerens udmeldinger om, at der skal udarbejdes en læreplan, som skal give plads for mere dansk- og matematikundervisning i børnehaveklassen, får ikke Socialministeren til at mene, at det stiller øgede krav til børnehaverne.
»En læreplan er for drastisk, for der er jo ikke tale om undervisning i vuggestue og børnehave. Jeg forventer, at den plan, der skal gælde for børnehaveklassen, er på så fornuftigt et niveau, at alle kan være med, så det giver ikke anledning til at skærpe kravene til børnehaverne. Børn skal have lov til at være børn, der skal være plads til at lege. Vi skal ikke have skolen ned i børnehaven. Det sidste år børnene er i børnehave, kan man så lave noget, der kombinerer leg og læring og forbereder til skolen,« siger Henriette Kjær.
Ministeren mener, at den danske model for en læreplan skal vokse langsomt frem måske ved hjælp af nogle nationale anbefalinger, som ikke skal være obligatoriske, men til inspiration.
»Hvis vi så oplever, at der er en stor efterspørgsel efter de anbefalinger, vi eventuelt vil lave, så kan vi hen ad vejen snakke om, hvorvidt de skal blive til en national læreplan. Men så vil den jo også afspejle den måde, vi driver daginstitutioner på her i landet, netop fordi den har været afprøvet på institutionerne,« siger hun.

Vi skal ville noget. Børneforskerne Stig Brostrüm, Erik Sigsgaard og Søren Smidt er uenige om, hvorvidt en national læreplan er en god idé. Brostrüm er for en national læreplan, hvis den baserer sig på dansk børnehavetradition, Sigsgaard er imod, fordi han er bange for ensretning af mangfoldigheden. Smidt er betænkelig, fordi han ikke er sikker på, hvilket problem en sådan plan skal løse.
Stig Brostrüm så gerne, at der blev lavet en national læreplan, men han mener ikke, at det er uproblematisk. Alligevel vil han gerne have en læreplan, fordi det vil give et signal om, at livet i daginstitutionen ikke bare er et arbejdsmarkedsspørgsmål - nemlig, at børnene skal passes, mens deres forældre arbejder.
»Det er et pædagogisk arbejde, der foregår i vuggestuer og børnehaver, og det arbejde skal ikke være tilfældigt. Vi har viden om vuggestue-børnehavepædagogik, og vi kan godt skrive noget om, hvad der er god kvalitet, og hvad der ikke er. Sådan et dokument ville markere udadtil, at vi vil noget med det her område, og det vil jo så også betyde, at området får en højere status, en pædagogisk profil. Samtidig kan en læreplan være et værktøj, hvormed man også kan stille krav til myndighederne,« siger han.
Om en læreplan vil være til gavn for daginstitutionsområdet kommer an på, hvordan pædagogerne vil bruge sådan en plan, mener Stig Brostrüm.
»Den ene yderlighed er, at de ikke vil bruge den til noget, og så har det hverken gjort skade eller gavn. Men hvis det bliver noget, som pædagogerne forholder sig til og reflekterer over, hvordan man kan få det omsat til noget brugbart på institutionen, så kan den få en gavnlig virkning på udviklingen af pædagogikken,« siger han.
Stig Brostrüm ser ikke en læreplan som en detaljeret instruktion i, hvordan pædagogerne skal arbejde.
»Den vil på et overordnet niveau beskrive værdier, visioner, mål og nogle områder, som kan udvikle pædagogikken. Resten er pædagogernes arbejde. Jeg tror, at en læreplan vil blive et udvendigt stød til, at pædagogerne opkvalificerer sig, altså diskuterer pædagogik. Men den kan man selvfølgelig altid vende til en mere betænkelig udgave: Hvis staten og kommunen tænker for pædagogerne, så behøver de ikke selv at gøre det. De skal bare gøre, hvad der bliver sagt og undlade at reflektere og producere pædagogik selv. Og den virkning kunne det da få, hvis det blev en meget detaljeret plan, men sådan bliver det aldrig i Danmark,« siger han.
Stig Brostrüm håber på, at en debat om en national læreplan og ikke mindst processen med at udforme den vil afføde en fornyet debat om værdier i opdragelsen. Det er også hans håb, at pædagogerne bliver inddraget aktivt og vil deltage i diskussionerne især om de punkter, der skal definere indholdsdimensionerne. Stig Brostrüm mener, at de temaer, som skal være beskrevet i en læreplan for at gøre den til et brugbart dokument, ikke skal beskrives på metodeplanet, men mere defineres som områder, børn kan have glæde og gavn af at møde i deres dagligdag.
»Når man har nogle mål eller beskrivelser af for eksempel kompetencer, kan man jo ikke sige, at det kan opnås ved at gøre sådan og sådan. Det er ude af trit at tro, at givne handlinger fører til givne mål. Målene er pejle-perspektiver, og så skal man skabe et spændende liv, som har værdi her og nu,« siger han.

Bange for ensretning. Erik Sigsgaard går ikke ind for en national læreplan, fordi han er nervøs for, at det vil ensrette den mangfoldighed, som altid har kendetegnet de danske daginstitutioner.
»Forskelligheden er en styrke, som vi skal søge at fastholde. Den er sprunget ud af, at man lokalt har formuleret, hvad man vil med børns liv. Og så kan det da godt være, at nogle mener, at man har formuleret det forkert nogen steder. Men hvem ved, hvad der er forkert og rigtigt. Hvis noget bliver fastholdt på et stykke papir, skal man være sikker på, at det er gyldigt, og jeg er oprigtigt bekymret for, hvem der skal bestemme, hvad der er sandheden. Det vil kunne ramme pædagoger på steder, hvor de ikke synes, at de skal rammes,« siger han.
Når der ikke er konsensus om, hvad der er sandheden om pædagogik, er Erik Sigsgaard bekymret for, at det bliver den politisk dominerende mening på bjerget, der bliver gældende. I forbindelse med en læreplan frygter han, at skoleficeringen vil blive dominerende.
En anden fare ved en læreplan er, ifølge Erik Sigsgaard, at pædagogerne bliver reduceret til forvaltere af noget, der ikke er deres eget. Bjerget har en tendens til at ville lave orden i det kaos, som det mener, at der er i dalene, men samtidig får det taget ansvarligheden fra de mennesker, der lever livet der.
»En læreplan handler om at reducere livet til læring, som da er vigtig, men ikke det alting skal handle om. Det at være i daginstitution er selve livet, der leves,« siger han.
Erik Sigsgaard har lavet et forslag til en læreplan, som han er sikker på er meget anderledes, end den som "bjerget" vil formulere. Desværre er der ikke plads til at nævne alle ti punkter her. Men vi tager et par stykker: Daginstitutionens opgave er at bidrage til et hvert barns alsidige udfoldelse af egne muligheder. Daginstitutionen må ikke reduceres til forberedelsesinstitution til skolen. Daginstitutionen skal bevare børns livsmod, vilje, nysgerrighed og kreativitet. I daginstitutionerne skal børn og voksne fortrinsvis opholde sig udendørs. Personalets tid skal planlægges, så børn altid kan se, hvor de kan finde den voksne, de har brug for. De ansatte skal være i gang, så børnene kan se på eller være med, deres opgave er ikke at sætte børn i gang.

Stil spørgsmål til formålet. Søren Smidt mener, at man først og fremmest skal få afklaret hvilket problem, man mener at kunne løse med en national læreplan.
»I sin tid indførte man jo virksomhedsplaner uden at vide, hvad man skulle bruge dem til. Og nu diskuterer man, om man vil lave en national læreplan, men ikke hvorfor. Hvis man ønsker at udvikle kvalitet, er en læreplan så løsningen på det? Det spørgsmål skal stilles først,« siger han.
Søren Smidt mener, at de, der vil have en læreplan, er de samme, som siger, at daginstitutionsområdet er kendetegnet ved selvforvaltningspædagogik og derfor kan have behov for, at indholdssiden bliver strammet op og får en mere præcis fælles beskrivelse.
»Men der er simpelthen ikke belæg for at sige, at danske pædagoger ikke laver meningsfyldte projekter for børnene, at de bare lader dem passe sig selv. Det passer ikke, jeg møder dagligt pædagoger, der forsøger at lave et spændende og udviklende liv for børnene, og når det er sådan, hvorfor skal vi så lave en plan. Jeg tror ikke, at det er tilstrækkeligt at skrive tingene ned i håb om, at det giver bedre kvalitet. Det handler i allerhøjeste grad også om, at der på kommunalt niveau bliver større kendskab til pædagogik og det pædagogiske arbejde,« siger han.

Norge: Rammeplan for barnehagen
I 1996 kom Rammeplan for norske barnehager. Rammeplanen har et relativt omfattende kapitel om leg. Den giver ikke udtryk for et bestemt teoretisk syn på legen, men har plukket lidt hist og her. Konklusionen er, at børn skal blive socialt handlingsdygtige, og at det skal ske blandt andet gennem leg. Det har givet en stor bevidsthed blandt pædagoger om sammenhængen mellem leg og læring. Et af de vigtige delmål er, at der stilles krav til kvaliteten af det sociale samspil. Desuden skal børnehaverne forholde sig til fem såkaldte fagområder, for eksempel samfund, religion, og etik. Æstetiske fag som musik, dans og bevægelse samt formning og drama. Sprog, tekst og kommunikation. Natur, miljø og teknik. Fysisk aktivitet og helbred. Det sociale aspekt og fagområderne skulle munde ud i en basiskompetence, som man mener er vigtig for børns videre udvikling i skole og arbejdsliv.
Forud for rammeplanen gik diskussionerne højt om, hvorvidt planen ville blive et styringsredskab til ensretning og en hindring af det frie initiativ, eller om den ville bidrage til at norske børn fik en nogenlunde ens opdragelse.
Kilde: "Læreplaner i internationalt perspektiv" kap. 3 forfattet af Dag Tangen.

Sverige: En plan for læring
I 1998 fik den svenske fürskolan en læreplan. Fürskolans læreplan har samme status som skolens læreplan og hviler på de samme normer og værdier som skolens plan. Det enkelte barns udvikling og læring er i centrum, og derudover er børns indflydelse, samarbejdet mellem institution og hjem og samarbejdet mellem fürskoleklasse, skole og fritidshjem de mål, som pædagogerne skal stræbe mod at opfylde. Tidligere var retningslinjerne funderet på udviklingspsykologiske teorier, mens læreplanen hviler på et socio-kulturelt perspektiv. Dog er ingen specifik teori nævnt, men der er lagt vægt på den måde, børn samler deres erfaringer på i de sociale arenaer, de færdes i.
I den svenske læreplan for fürskolan står der ikke ret meget om, hvilke metoder pædagogerne skal benytte sig af, og hvordan de skal organisere arbejdet. Men pædagogisk dokumentation er fremhævet som en måde at synliggøre det pædagogiske arbejde på.
Kilde: "Læreplaner i internationalt perspektiv" kap. 2 forfattet af professor Ingrid Pramling Samuelsson og Läroplan für fürskolan Lpfü 98.

New Zealand: En plan for mangfoldigheden
I New Zealand vedtog man i 1996 "Te Whariki" rammeplan for kvalitet og indhold i førskoleinstitutionerne, samtidig med at førskoleområdet blev flyttet fra Socialministeriet til Undervisningsministeriet. Navnet betyder "måtten" på maori-sprog (maori er det oprindelige folk på New Zealand), og ordbilledet er centralt for den grundlæggende filosofi bag rammeplanen. Den skal kunne rumme mangfoldigheden i institutionstyper og kulturer, men navnet leder også hen til det sammenvævede sæt af principper, formål og målsætninger, som planen består af.
Metaforen har også en pædagogisk betydning. Den beskriver nemlig en læringsmodel baseret på spindelvævsmodellen, som anbringer barnet i et væv af indtryk, sammenhænge, oplevelser og handlinger. Barnet kobler viden og forståelse, der udvikler sig i et stadigt mere rigt og komplekst mønster, som knyttes sammen i helheder. Indholdssiden er defineret i seks forskellige områder: Det menneskelig, det nationale, det kulturelle, det udviklingsmæssige, det individuelle og det undervisningsmæssige.
Kilde: "Læreplaner i internationalt perspektiv", kap. 3 af Svend Ove Olsen.

Italien: Pædagogiske orienteringer
Ifølge den italienske rammeplan fra 1991, som kaldes "Pædagogiske orienteringer", indgår børnehaven som en del af hele uddannelsessytemet. Den er med til at fremme dannelsen af barnets personlighed som et frit, ansvarligt individ, der er aktivt deltagende i de lokale, nationale og internationale fællesskaber. Der lægges vægt på, at børn har ret til et stimulerende pædagogisk miljø.
Børnehavens mål skal tage sit udgangspunkt i, at barnet er et aktivt subjekt i stadigt samspil med jævnaldrende, med voksne og med miljøet og kulturen. Og at barnet, når det møder i børnehaven, allerede har en historie, som har givet det en kompleks rigdom af holdninger, evner og orienteringer. Der lægges vægt på vigtigheden af legen, hvorfor legens mange facetter, former og den læring, som kan hentes gennem den, beskrives detaljeret. På samme måde beskrives blandt andet socialiseringsprocessen og udviklingen af barnets kulturelle identitet. Børns forskelligheder skal ses som en styrke for fællesskabet. Børnehaven skal fremme kendskabet til det omliggende samfund. Ligesom den skal støtte barnets overgang fra institution til skole, så der tages hensyn til barnets tidligere, nuværende og fremtidige erfaringer og erkendelser.
Kilde: Loven om de pædagogiske orienteringer