Du kan skrive til
Opslagstavlen Børn&Unge,
Blegdamsvej 124, 2100 Kbh. Ø
E-mail: b&u@bupl.dk
eller ringe:
3546 5198 med gode ideer, efterlysninger, beretninger om vellykkede eller mislykkede projekter - kort sagt om alt, der kan interessere andre læsere.
Og det er helt gratis. |  |
01/2010
Opslagstavlen
Børnebog om børnekonventionen
Børnekonventionen, FN' s Konvention om Barnets Rettigheder, fylder i år 20 år. Det fejres på mange måder, og altså også med bøger, der skal forklare børn, hvad en børnekonvention er. Blandt andre har informationschef i Institut for Menneskerettigheder, Klaus Slavensky, skrevet bogen 'Hønselortebænken'. Den handler om en bedstefar og hans barnebarns gode stunder ved hønsebænken, hvor bedstefaren fortæller dramatiske historier om dyr, der på mange måder minder om den virkelighed, som børn har i mange lande. Historierne refererer indirekte til Børnekonventionen uden løftede pegefingre, og til sidst er det barnebarnet, der overtager
fortællerrollen.
Gratis bog om umulig kritik
Det er nu muligt at læse bogen 'Umyndiggørelse' af Rasmus Willig
direkte på Forlaget Gyldendals hjemmeside. På http://flipper.gyldendal.dk/9788741253084.book kan man bladre i bogen og selvfølgelig printe den ud, hvis man hellere vil læse en papirudgave. Bogen om, at pædagoger har meget svære vilkår for at komme ud med kritik af vilkårene for deres arbejde, blev omtalt i Børn&Unge nr. 18/2009. Rasmus Willigs hovedpointe er, at det er så umuligt for pædagogerne at kritisere deres egne arbejdsforhold og børnenes hverdag, at det fører til en umyndiggørelse af pædagogerne. Og når man føler sig umyndiggjort, reagerer man ved at blive syg, stresset og udbrændt. Bogen er baseret på interview med flere end 100 pædagoger i Århus Kommune. De har fortalt Rasmus Willig, hvordan de oplever, at deres arbejdsvilkår langsomt er blevet forringet gennem de seneste 20 år, og at de oplever, at deres kritik ikke bliver hørt og derfor heller ikke fører til ændringer, der kunne forbedre forholdene.
Tværs genopstår på nettet
Det populære radioprogram 'Tværs' på P3 blev lukket. Men nu er der igen håb for de mange unge, som gerne vil have gode råd af en kompetent voksen, for 'Tværs' med Tine Bryld genopstår på nettet i slutningen af 2010. Det sker i kraft af et samarbejde mellem DR og Egmont Fonden samt en række andre organisationer, der vil lave en ungdomsportal. Tine Bryld, der har arbejdet med radioprogrammet på DR siden 1972, siger, at hun håber, at den levende kommunikation mellem de unge og rådgivere kan videreføres. Hun ser også frem til, at de unges beretninger kan lægges på nettet.
"Vi ved, at de unge lægger stor vægt på, at de kan lære ved at lytte til andres liv og måde at håndtere problemerne på," siger Tine Bryld.
Adressen bliver www.dr.dk/tvaers
Krimiserie for unge
'Genstart' er en samtidsrealistisk ungdomsserie spundet omkring et krimiplot. Nu kommer 5. bind af de i alt seks bind. Det hedder 'Rod' og er skrevet af David Meinke, som er ansat i BUPL som uddannelseskonsulent. David Meinke har også skrevet nummer to bog 'Aberne', der udkom i slutningen af august 2009. Første bog 'Gennem nattens gader' udkom også sidst i august 2009. De andre bøger er skrevet af henholdsvis Ina Bruhn og Caroline Øsrum, og inspirationen med at bruge flere forfattere til en serie om 17-årig Jonathan, der forsvandt i 1. g., er hentet fra tv-krimigenren, hvor man også bruger forskellige forfattere til de forskellige afsnit. Sidste bog i serien 'Sporene ender' udkommer 19. marts 2010.
'Genstart' 1-6. forlaget Høst & Søn, vejl.pris 150 kroner pr. bog.
Børn & Unge nr. 01 / 2010 |